Stik imod hensigten har den nye, liberaliserede taxilov åbnet for, at storvognmænd kan sætte sig på en stor del af det danske taximarked.
Det fremgår af Trafikstyrelsens første lodtrækning om tildeling af tilladelser til at køre taxi.
For mens håbefulde chauffører har sendt ansøgninger om et par tilladelser afsted, har en enkelt vognmand oprettet mindst 25 iværksætterselskaber til en krone stykket og søgt mindst 500 tilladelser. Flere andre har brugt lignende finter for at få fingrene i de eftertragtede tilladelser.
De politiske ambitioner med loven, da den blev indgået for godt et år siden, var ellers at sikre en bred og jævn fordeling af tilladelserne.
Vognmanden, der har søgt 500 tilladelser, vender vi tilbage til, men for at forstå finten, er det vigtigt at kende til det nye system.
Ingen gevinst i Vejle eller Esbjerg
Med den nye taxilov i hånden uddeler Trafikstyrelsen hvert kvartal mellem 150 og 200 tilladelser, der fordeles efter lodtrækning. Hver ansøger kan gennem sit firma søge om op til 20 tilladelser, og det havde de gjort hos Esbjerg Taxa, fortæller formand Torben Kirketerp.
- Vi havde søgt om 20 tilladelser men fik 0, fortæller han.
I Vejle har Davar Fathullah kørt taxi i et halvt år. Han havde søgt om seks licenser til at køre taxi, men fik heller ikke gevinst.
Blandt dem der var heldige i den store taxilicens-lodtrækning var vognmanden Bent Donner fra Vanløse. Han havde lagt 500 lodder i taxi-tombolaen i form af ansøgninger gennem 25 iværksætterselskaber, han havde stiftet til netop det formål.
25 selskaber gav 14 tilladelser
Derfor blev 14 ud af 200 ansøgninger om tillladelse til at køre taxi givet til Bent Donner. I Esbjerg Taxa finder man det urimeligt, at loven er lavet på den måde, siger Torben Kirketerp. Det koster nemlig 1.200 kroner i depositum for hver ansøgning om en licens, og det betyder, at jo flere penge man har på kontoen, jo flere licenser kan man søge.
- Det står dem jo frit for at gøre. Man kan ikke fortænke folk i at udnytte mulighederne. Men det betyder, at ham der har det største dankort, kan få flest tilladelser. Den enkelte chauffør har jo ikke en chance.
Også Davar Fathullah er kritisk over for den metode.
- Jeg synes ikke, det er fair over for os andre, for vi andre har bare søgt de bevillinger, vi skulle bruge. Han kan jo ikke bruge 500 bevillinger lige meget hvad. Det er på en måde fusk, vil jeg mene, siger han.
"En voldtægt af lodtrækningen"
På Facebook har diskussionen om den nye taxilov også kørt flittigt i gruppen ’Taxinyt’, hvor taxichauffører har diskuteret lodtrækningen på livet løs.
Her er meningerne delte. Nogle af chaufførerne mener, at Bent Donner bare har fulgt reglerne, mens en anden chauffør skriver, at han”finder det direkte ulækkert at oprette alverdens skuffeselskaber, blot for at sikre sig fortrin. Vi har råbt på generationsskifte de sidste 10 år i branchen, Donners voldtægt af lodtrækningen hjælper til det modsatte.”
Vognmand: Jeg tror på stordrift
Vognmand Bent Donner har 42 års erfaring fra taxibranchen og endte som tidligere nævnt med at få 14 ud af de 200 licenser. Han fremhæver, at han bare har fulgt de muligheder, der var.
Derfor stiftede han 25 iværksætterselskaber – de såkaldte IvS’er, der koster én krone stykket – for at øge chancerne for at fingre i licenserne. Han giver ikke meget for den kritik, der bliver rettet mod ham.
- De (andre ansøgere, red.) har jo haft samme mulighed for at søge, som jeg har haft. Jeg tænkte, at bare for at have en chance, så måtte jeg søge med flere IvS’er. Det er måske ikke alle, der har tænkt over, at hvis de bare søgte én tilladelse, så er chancen ikke så stor.
Bedre for København med stordrift
Flere taxichauffører har opfordret til, at loven bliver lavet om. Hvad synes du om det?
- Det synes jeg er en dårlig ide. Os med mange biler vil miste en masse chauffører, og så kommer der nye til. Jeg tror ikke, at tingene bliver bedre den vej. Jeg tror mere på, at stordrift vil gavne kunderne i København, fordi der så er dag- og natchauffører på.
- Jeg tror meget på stordrift, for så mange penge er der ikke i at køre taxi.
Ved næste ansøgningsrunde skal der uddeles 150 tilladelser. Til den tid vil Davar Fathullah genoverveje sin strategi.
- Efter jeg har fundet ud af, at der er gået fusk i den, så vil jeg for bare at få en chance, søge 40 licenser. Det bliver 20 fra mig og måske 20 fra et selskab eller min kone.