VK: Nedslidte får ikke ekstra hjælp

Der bliver ingen særlige ordninger for nedslidte, som hidtil har kunnet gå på efterløn, lyder det fra V og K.

Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, forudser en øget tilstrømning til førtidspension, hvis efterlønnen afskaffes. (Foto: © 1051348, Colourbox)

Nedslidte lønmodtagere skal ikke regne med, at regeringen opretter en særlig ordning til dem, når muligheden for at gå på efterløn bliver fjernet.

Det skriver Berlingske Tidende, selv om statsminister Lars Løkke Rasmussen ellers har lovet, at de nedslidte ikke vil blive "ladt i stikken".

Ifølge de Konservatives formand, udenrigsminister Lene Espersen, er de nuværende ordninger - som sygedagpenge, revalidering, flexjob og førtidspension - nemlig tilstrækkelige.

- Det virker meget besynderligt, at det at man fylder 60 år skulle gøre, at man skal ind i et nyt system. Vi har nogle ganske udmærkede ordninger, siger Lene Espersen.

V: Ordninger findes i dag

Det var i sin nytårstale, at statsministeren ellers stillede de nedslidte i udsigt, at de ikke ville blive svigtet, selv om regeringen afskaffer efterlønnen.

I dag siger Venstres politiske ordfører Peter Christensen, at Lars Løkke Rasmussens løfte ikke skal forstås som, at der vil komme nye ordninger for de nedslidte.

- De findes allerede i dag. Hvis man ikke kan komme på efterløn, og man er nedslidt, så er der for eksempel førtidspension, siger Peter Christensen.

Flere på førtidspension

På avisens spørgsmål om, hvad statsministeren så mente med ikke at ville lade de nedslidte i stikken, svarer Venstres politiske ordfører.

- At man ikke skal arbejde, hvis man ikke kan.

Men sådan er det jo allerede i dag?

- Det ændrer vi ikke ved. Vi er optaget af, at man selvfølgelig ikke skal fortsætte på arbejdsmarkedet, hvis man er nedslidt, siger Peter Christensen, der forudser, at en afskaffelse af efterlønnen vil betyde en øget tilstrømning af folk til førtidspensionsordningen.

Både SF og LO mener, at afvisningen af en særlig ordning for de nedslidte afslører, at statstsministeren forslag reelt er endnu ringere end han fremstillede det.