De økonomiske vismænd går imod klimamålet om 70 procent CO2-reduktion i 2030. Et mål, som alle partier i Folketinget med undtagelse af Nye Borgerlige står bag.
Det skriver Berlingske.
De fire økonomer, som tilsammen udgør formandskabet i Det Økonomiske Råd, vurderer, at det kan blive for dyrt, hvis der er et skarpt delmål på vej mod klimaneutralitet i 2050.
Derfor mener de ikke, at målet om 70 procent skal være en del af den klimalov, som Folketinget forhandler om i øjeblikket.
- Pointen er, at vi lige nu ikke har solid viden om, hvad omkostningerne er ved at reducere 70 procent i 2030 i forhold til at nå klimamålet i 2050, siger Lars Gårn Hansen, der er miljøøkonomisk vismand samt medlem af Det Økonomiske Råds formandskab.
- Det bliver vi forhåbentlig klogere på i løbet af de næste år. Derfor vil det være godt at have den fleksibilitet til at kunne justere i klimaplanerne i stedet for at skulle ind og ændre loven, hver gang man bliver klogere, siger han til Ritzau.
I et nyt opslag På Det Økonomiske Råds hjemmeside fremgår det, at rådet anbefaler regeringen at holde detaljerede og bindende delmål helt ude af en kommende klimalov.
Klimalov til forhandling netop nu
S-regeringen og dens støttepartier forhandler i øjeblikket om en klimalov med bindende rammer for dansk klimapolitik. Målet er at have den på plads inden jul.
Efterfølgende skal der landes en klimaplan. Den skal konkretisere, hvilke virkemidler regeringen vil tage i brug for at nå i mål.
Da klimaplanen i modsætning til klimaloven ikke er bindende, er det i den, at regeringens reduktionsmål bør stå, da det vil sikre større manøvrerum, mener Det Økonomiske Råd.
- Denne arbejdsdeling gør det lettere løbende at inddrage ny viden om den teknologiske udvikling, EU's klimapolitik og andre forhold, skriver rådet.
SF: Mål er afgørende for klimaindsats
Men hvis målet om 70 procents reduktion holdes ude af klimaloven, frygter klimaordfører Signe Munk (SF), at der bliver gjort alt for lidt på den korte bane.
- Det er helt afgørende for vores klimaindsats, at vi får målet skrevet ind i klimaloven, så vi tager vores del af klimaindsatsen alvorligt.
- Hvis vi hvert femte år sætter et delmål med et tiårigt sigte, så sikrer vi, at vi hele tiden bliver holdt oppe på at reducere vores udledning af drivhusgasser, siger hun til Ritzau. /ritzau/