Vilhelmsen om regeringsexit: Oprørske SF'ere gav mig intet andet valg

SF's afgående partiformand langede i sin beretning til landsmødet ud efter de SF'ere, hun mener, var skyld i partiets regerings-exit.

SF startede lørdag formiddag deres ekstraordinære landsmøde på Comwell Hotel i Kolding. Og både Annette Vilhelmsen (billedet) og Pia Dyhr Olsen brugte anledningen til at fortælle et par sandheder om nogle af de mere rebelske medlemmer. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

- Et regeringsparti kan ikke gå imod regeringens linje, og derfor havde jeg som formand intet valg.

Sådan lød det på SF's ekstraordinære landsmøde fra partiets afgående formand, Annette Vilhelmsen. I sin beretning til landsmødet fortalte hun om baggrunden for beslutningen om at trække partiet ud af regeringen.

Annette Vilhelmsen refererede til det skæbnesvangre møde med SF's landsledelse i DGI-byen aftenen før, at partiet enten skulle stemme for eller imod Enhedslistens forslag om at udskyde salget af Dong-aktier til investeringsgiganten Goldman Sachs.

- Jeg havde intet andet valg

Og selvom der var flertal i landsledelsen for salget af Dong, så var der ikke enighed i folketingsgruppen om at følge landsledelsens beslutning, siger Vilhelmsen.

- Jeg kunne ikke gå ind til en afstemning uden at vide, hvad det ville ende med, og jeg kunne ikke få at vide, hvad folk ville stemme i forhold til Enhedslistens forslag, siger Annette Vilhelmsen som årsag til hendes historiske beslutning på SF's vegne.

Annette Vilhelmsen kritiserede derudover alle de opdateringer, som slap ud i medierne omhandlende SF's interne stridigheder.

- Der var tale om en offentliggørelse af alt, hvad vi ønsker og tænker. Det gjorde det svært ved forhandlingsbordene og svækkede vores forhandlingssituation. Det gjorde, vi måtte forlade regeringen, siger hun.

- En formand må aldrig være usikker på opbakningen

Den afgående formand håber ikke, at Pia Olsen Dyhr nogensinde kommer i samme situation som hende selv.

- En formand må aldrig være usikker på sit mandat og sin opbakning. Det skylder vi os alle sammen, siger Annette Vilhelmsen.

Dyhr: Det var ikke holdbart for Annette Vilhelmsen

SF's nye formand, Pia Olsen Dyhr, var i sin formandstale ligeledes meget kritisk over for de

SF'ere, der skabte tvivl om SF's samlede linje i Dong-sagen.

- Det er simpelthen ikke holdbart, at formanden for vores parti ikke kan få sikkerhed for, at hele gruppen ville stemme som landsledelsen har besluttet, siger Pia Olsen Dyhr.

- Derfor havde Annette heller ikke andet valg end at trække SF ud af regering. Jeg håber ikke, at vi nogensinde kommer til at stå i den situation igen, siger hun.