VIDEO Svensk politiker til Støjberg og DF: I repræsenterer ikke danskerne

De danske magthavere taler ikke på danskernes vegne, når de udtaler sig om flygtninge, lyder det fra Vänsterpartiets formand.

I aften blænder Debatten op for et højspændt møde mellem Danmark og Sverige. Politikere og meningsdannere fra de to lande diskuterer, hvilket land der bedst håndterer flygtningekrisen, og de er langt fra enige.

I Sverige vil et bredt, politisk flertal tage åbent imod de flygtninge, som kommer, mens et politisk flertal i Danmark afviser den svenske åbenhed. Ifølge den svenske politiker og formand for Vänsterpartiet Jonas Sjöstedt er de danske politikere dog ude af trit med den danske befolkning.

Danskerne vil gerne tage ansvar

- Tænk på billederne af den danske politimand som sidder på motorvejen lige over for den syriske flygtningepige. Det er to mennesker, som mødes, og det er det Danmark, vi synes om, siger den svenske politiker, og henvender sig til integrationsminister Inger Støjberg og Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen.

- Vi ved, at I ikke repræsenterer danskerne. Danskerne har været på gaden i titusindvis og sagt, at ’vi vil også tage ansvar’. Danskerne har været ude med mad og tøj til flygtningene, og opinionen er faktisk svinget, lyder det fra Jonas Sjöstedt.

Se klippet i videoen i toppen af artiklen, og se Inger Støjbergs svar og resten af Debatten i aften, når danske og svenske politikere tørner sammen kl. 20.00 på DR2.