Den tidligere departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft, erkender, at han har begået en række fejl i behandlingen af den såkaldte skattesag, hvor Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mand Steven Kinnocks skatteoplysninger blandt andet blev lækket til pressen.
Men Loft føler sig samtidig frikendt for beskyldningerne om at have forsøgt at påvirke det endelige udfald af politikerparrets skattesag.
- Jeg har begået en række formelle fejl, og det beklager jeg. Men der var vel ikke helt den retsafklaring på området, som findes nu, siger Peter Loft til DR Nyheder.
Ingen konsekvenser
Skattesagskommissionen fremlægger mandag sin endelige berretning. Her kritiserer kommissionen, at Peter Loft fulgte skattesagen "for tæt", og at han "burde have handlet anderledes". De mener dog ikke, at det skal have konsekvenser for ham, da han handlede uagtsomt.
- Jeg mener sådan set ikke, at det er en kraftig kritik. Sagen handlede oprindeligt om, hvorvidt jeg havde blandet mig i afgørelsen, og der siger kommissionen helt klart: Nej, det havde jeg ikke.
Peter Loft forklarer, at han valgte at følge sagen særlig tæt netop fordi, der var så meget opmærksomhed omkring den.
- Jeg har fulgt sagen meget tæt, fordi sagen var usædvanlig og ville have langt mere vidtrækkende konsekvenser end andre sager. Det godkender kommissionen, men de siger så: Du er gået for langt alligevel, siger Peter Loft.
Se interviewet med Peter Loft i videoen over artiklen.