VIDEO Forstå det økonomiske råderum - politikernes fremtidspenge

Politikerne snakker ofte om det økonomiske råderum, men hvad er det egentlig? Få svaret her.

70 sider. Så meget fylder regeringens aftale med Dansk Folkeparti om finansloven for 2019.

De fleste af siderne handler om, hvordan der skal bruges flere penge.

Forklaringen på, hvor pengene skal komme fra, fylder til gengæld ikke så meget. Aftalen indeholder kun en enkelt ny besparelse, som er beskrevet i et enkelt afsnit på side 69.

Besparelsen eller rettere ekstraindtægten på 120 mio. kr. årligt kommer fra erhvervslivet, som fra næste år skal betale en højere rente, hvis de skylder penge i skat.

For få år siden var det krisetid, og det finanspolitiske mantra var, at alle nye udgifter skulle finansieres krone til krone med besparelser eller nye indtægter.

Men nu er dansk økonomi ude af krisen, og så har politikerne mulighed for at bruge penge fra det såkaldte finanspolitiske råderum.

Så nu handler den politiske debat mindre om at spare, og mere om, hvordan man skal bruge de penge, der er i råderummet de kommende år.