I dag har økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) på vegne af regeringen erklæret Danmark ude af krisen. Det gør han med henvisning til den økonomiske redegørelse, regeringen fremlægger torsdag.
Aflivningen af krisen kommer på et endog yderst fordelagtigt tidspunkt for statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes regeringspartner.
Sådan lyder vurderingen fra politisk analytiker i DR Ask Rostrup.
- Timingen kunne ganske enkelt nærmest ikke være smukkere for regeringen, siger han.
Et godt valgafsæt
De seneste tal fra Danmarks Statistik viser en stigning i beskæftigelsen i den private sektor på 38.000 fra andet kvartal af 2013 til udgangen af 2014.
Antallet af beskæftigede er desuden fortsat med at stige i årets første måneder, viser regeringens redegørelse.
Morten Østergaard mener, at fremgangen ikke mindst skyldes regeringens reformer af arbejdsmarkedet, hvoraf flere mildt sagt har været mindre populære.
- Først og fremmest så oplever danskerne jo, at der er arbejde at få, og de danske virksomheder udvider, så nu kan vi så konkludere, at vi ikke længere er i en krise – så er vi i et opsving, lyder det fra ministeren.
Ifølge Ask Rostrup er de positive økonomiske takter et rigtig godt afsæt for udskrivelsen af et valg for en regering, der fortsat må se sig slået af blå blok i alle meningsmålinger.
- Jeg tror, de fleste regeringer ville være ganske godt tilfredse med sig selv, hvis de kunne stille sig op på en ølkasse og aflive den økonomiske krise, der har præget næsten alt de seneste seks-syv år, siger Ask Rostrup.
Bad om at blive målt netop på dét
Han peger samtidig på, at regeringen fra dag ét i denne valgperiode - altså helt tilbage i 2011 - har sagt, at den ved næste valg ville måles på evnen til at navigere Danmark trygt gennem den økonomiske krise med solidariteten i behold.
Og den tidsfrist nærmer sig med lynskridt, da valget senest skal udskrives i midten af september.
- Og så mager det sig så smukt for regeringen, at den allersidste store økonomiske rapport på denne side af et folketingsvalg faktisk danner grundlaget for, at Morten Østergaard og sikkert andre af regeringens ministre fra i morgen kan udråbe, at nu er det slut med økonomisk krise, siger Ask Rostrup.
DI øjner fortsat udfordringer
Også underdirektør i erhvervsorganisationen Dansk Industri Steen Nielsen er enig i, at der er fremgang at spore på flere parametre.
Men det betyder samtidig nye udfordringer for virksomhederne, mener han.
- Der er grund til at være bekymret over, om virksomhederne kan få den arbejdskraft, som de har brug for, hvis vi skal realisere opsvinget, siger han og fortsætter:
- Det gælder især faglærte medarbejdere og ansatte med længere uddannelser.
Har du i øvrigt overblik over, hvad der sker fra det øjeblik, statsministeren udskriver valg og indtil valgknappen? Det kan du få et overblik over i grafikken herunder:
https://www.youtube.com/watch?v=OqQk7kLuaK4&rel=0