VIDEO Analyse: Sohn-exit signalerer, at SF sejler fuldstændig

Men det er for tidligt at erklære SF for et dødt parti, vurderer DRs politiske redaktør Uffe Tang.

Ole Sohn skifter til Socialdemokraterne og følger dermed i fodsporene på den tidligere sundhedsminister Astrid Krag, der forlod SF til fordel for Helle Thorning-Schmidts tropper i torsdags, da SF trådte ud af regeringen.

Med Ole Sohns farvel til SF mister partiet en stor kapacitet, og det sender et uheldigt signal til baglandet i SF, vurderer DRs politiske redaktør Uffe Tang.

- Det er en symbolsk handling, hvor Ole Sohn smækker med døren. Det er selvfølgelig altid et problem for et parti at miste medlemmer - oven i købet et medlem som har været minister, siger han.

- Det sender et signal til baglandet om, at det sejler fuldstændig, siger Uffe Tang.

SF er ikke dødt - endnu

Siden torsdag har tre medlemmer nu forladt SF, der desuden skal finde et ny formand, og derfor befinder partiet sig i alvorlig turbulens.

Det er dog endnu ikke til at sige, om turbulensen resulterer i et styrt til jorden.

- Det er for tidligt at sige, at SF er et dødt parti, men det er helt umuligt at sige, hvad SF bliver for et parti. Det er helt umuligt at sige, hvor SF nu vil bevæge sig hen, siger Uffe Tang.

Tidligere ministre går i protest

Med Astrid Krag, Ida Auken og Ole Sohns exit har SF mistet tre tidligere ministre, og ifølge Uffe Tang er det resultatet af en intern magtkamp i det tidligere regeringsparti.

- Jeg vurderer, at det er en meget stærk venstrefløj, der i øjeblikket kæmper for at overtage magten i partiet. Nu ser vi, at de tidligere ministre går ud i protest, fordi de ikke vil være med til det.

- De kommer i hvert fald ikke til at påvirke partiets fremtidige linje nu, og derfor fraskriver de sig ansvaret for at bestemme, hvor SF skal bevæge sig hen, siger DRs politiske redaktør.

Sohn var en stor kapacitet

Ole Sohn nåede at repræsentere SF i Folketinget fra 1998 til februar 2014, og i perioden fra 3. oktober 2011 til 16. oktober 2012 var han Erhvervs- og vækstminister.

På den baggrund er det en erfaren politiker, som nu skifter SF ud med Socialdemokraterne.

- Ole Sohn har været en stor strateg i SF, men han er en mand, som har trukket sig meget tilbage i rækkerne. Vi har ikke hørt meget fra ham, siden han trak sig som minister, siger Uffe Tang.

- Men man skal ikke tage fejl af, at Ole Sohn var manden sammen med Villy Søvndal, der var med til at lave det SF, der kom med i regeringen. På den måde er han en stor kapacitet, og han har fyldt meget i partiet, siger han.

Se hele analysen af DRs politiske redaktør Uffe Tang i videoen i toppen af artiklen.