Det offentlige skal sende langt flere opgaver i udbud, lyder det fra Produktivitetskommissionen, der netop har offentliggjort sin sjette analyserapport.
Denne del af rapporten indeholder en række anbefalinger til, hvordan samarbejdet mellem det offentlige og private aktører kan bidrage til at øge effektiviteten i den offentlige opgaveløsning.
- I dag er det kun en fjerdedel af alle opgaver, der bliver sendt i udbud. Kommissionen mener, det skal være markant mere end det, hvis vi vil have mere velfærd for samme penge, siger DRs erhvervskorrespondent Nina Munch-Perrin.
Få, men gode erfaringer
Det har i flere år været praksis at sende byggeopgaver og infrastrukturelle projekter i udbud, men det har ikke været tilfældet med de blødere opgaver.
- Danmark har ikke så mange erfaringer med at konkurrenceudsætte de mere bløde serviceerhverv.
- Produktivitetskommissionen præsenterede dog nogle af de få erfaringer, der er på området, og her ser det ud som om, der er en gevinst at hente, siger Nina Munch-Perrin.
Nu er det op til politikerne
Det er nu op til politikerne at bestemme, hvor mange - eller hvor få - af Produktivitetskommissionens råd, der skal føres ud i livet. Ifølge Nina Munch-Perrin er der ikke noget krav om, at politikerne skal lytte til kommissionen.
- De er blevet sat til at pege på alt det, de kunne tænke sige mellem himmel og jord - uden tanke for, hvad der er politisk mulig.
SRSF-regeringen nedsatte i starten af 2012 kommissionen for at styrke Danmarks produktivitet - både i dansk erhvervsliv og i den offentlige sektor - i de kommende år.
Se hele interviewet med DRs erhvervskorrespondent Nina Munch-Perrin i videoen øverst i artiklen.