Færgetransporten til de danske småøer bliver hverken billigere eller gratis lige med det samme.
Det fastslår økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).
Det er ellers, hvad flere erhvervsdrivende øboer ønsker forud for en høring på Christiansborg om småøernes vilkår. De håber, at gratis færgetransport kan skabe mere udvikling på øerne, men det har altså lange udsigter.
- Jeg har hørt forslaget, og det er også meget attraktivt. Der er bare det ved det, at det koster penge, og jeg kan ikke lov nogen noget, som jeg ikke har finansiering til, og jeg har ikke finansiering til landevejsprincippet, siger Margrethe Vestager.
Småøer fik 15 mio. til færgedrift sidste år
Landevejsprincippet bygger på, at en færgepassager med bil kun skal betale en færgepris, der svarer til det, han eller hun ville kunne få i kørselsgodtgørelse på landevejen.
I Sverige er færgerne gratis, da de betragtes som en del af vejnettet i landet.
Der gives allerede i dag tilskud til færgedriften til småøerne, og sidste år blev regeringen sammen med Enhedslisten enige om at skaffe 15 millioner kroner ekstra til ø-kommunerne.
Det skete i forbindelse med en justering af den kommunale udligningsordning, og dermed får ø-kommunerne fra i år samlet set 106 millioner kroner i tilskud til færgedrift.
Vestager vil holde fast i diskussion om færger og småøer
Der er dog ikke direkte krav om, at kommunerne skal bruge pengene på at sænke prisen på færgebilletten.
Men det er en af omkostningerne ved det decentrale og lokale demokrati, som vi har i Danmark, mener Margrethe Vestager.
- Det er altid en diskussion værd om, hvad der skal ske med penge, som godt nok bliver givet som et generelt tilskud, men som et eller andet sted har en adresse på, siger Margrethe Vestager.
Margrethe Vestager fastslår, at hun vil "holde fast" i den diskussion med kommunerne i forbindelse med de kommende økonomiforhandlinger med KL.