Venstres bagland: Vi forstår godt hvis vælgerne søger væk

I Venstres bagland er to Venstre-folk ikke overraskede over, at Løkkes bilagssager ifølge ny meningsmåling får flere til at overveje andre partier.

Ifølge ny meningsmåling svarer 40 procent af borgerlige vælgere, at den seneste omtale af Lars Løkke Rasmussen har gjort det mindre sandsynligt eller meget mindre sandsynligt, at de vil stemme på Venstre. (© Scanpix)

I en ny meningsmåling svarer fire ud af 10 borgerlige vælgere, at den seneste omtale af Lars Løkke Rasmussen har gjort det mindre sandsynligt eller meget mindre sandsynligt, at de vil stemme på Venstre.

De tal overrasker ikke flere af de venstrefolk, DR Nyheder har talt med i partiets bagland.

- Vi har et troværdighedsproblem for tiden, og vi skal gøre os fortjent til at oparbejde den troværdighed igen. Derfor overrasker det mig ikke, at vores trofaste vælgere tænker i andre partier, siger Benny Damgaard, der er formand for Venstre på Lolland.

Savner forklaring

Formand for Låsby vælgerforening i Østjylland, Jørgen Jakobsen, er heller ikke overrasket over meningsmålingen, siger han.

- Jeg har kunnet mærke på baglandet, at de savner et fyldestgørende forklaring denne gang. Det med rygning på ikke-rygerværelser, rejserne og fortiden. Det er det hele kombineret, der betyder, at man nu synes, det er gået for langt, siger han.

Ifølge målingen er det kun 24 procent, der nu foretrækker Lars Løkke Rasmussen som statsministerkandidat.

- De er rigtig trætte af, at vi har rod i bilagene. For lige nu er vi kendt som dem, der ikke har styr på tingene, og det betyder jo, at folk mister tilliden, siger Benny Damgaard.

Knap halvdelen foretrækker tredje kandidat

Til sammenligning foretrækker 23 procent af vælgerne i dag Helle Thorning-Schmidt, hvilket betyder, at hun har halet ind på Løkke siden sidste måling, der kun gav hende 16 procents opbakning.

Knap halvdelen af de adspurgte - nemlig 47 procent foretrækker "ingen af de to" som statsministerkandidat.

Sagerne om Løkkes tøj og rejser skal diskuteres på et møde i Venstres forretningsudvalg tirsdag aften. Et møde baglandet ser frem til, forklarer både Benny Damgaard og Jørgen Jakobsen.

- Jeg er meget spændt på, hvad der kommer ud af det. Det kan jo ske, at der er en god forklaring, siger Jørgen Jakobsen.

Lars Løkke: Ingen kommentarer

Lars Løkke Rasmussen selv har ikke lyst til at kommentere på meningsmålingen. Det oplyser han mandag aften.

- Jeg kommenterer ikke på målinger. Der er ikke valg i morgen. Der er derimod forretningsudvalgsmøde. Det glæder jeg mig meget til, og der kommer vi sikkert til at snakkes ved igen, siger Venstreformanden til en række journalister.

I alt har 1173 personer svaret i Epinion-målingen. De har svaret mandag, inden Lars Løkke Rasmussen mandag eftermiddag tog bladet fra munden og afviste rygter om, at han ikke har betalt skat af de goder, han har fået af Venstre.

I målingen er der en statistisk usikkerhed på 2,9 procent.