Der vil være en milliard kroner at hente i 2014, hvis kommuner og regioner i højere grad sender offentlige opgaver i udbud.
Sådan lyder et element i Venstres finanslovforslag, som partiet præsenterer fredag.
- Ved at få flere offentlige opgaver konkurrenceudsat kan vi se, at det vil frigive ressourcer ved, at man enten får en billigere pris eller en bedre kvalitet, siger partiets kommunalordfører, Jacob Jensen (V).
Kommunerne konkurrenceudsætter i dag omkring 25 procent af sine opgaver, men man ville få en langt større gevinst - der også kan overstige en milliard - ved at hæve andelen af udbudte opgaver med blot et par procent, lyder det.
- Det gør, at man får tjekket markedet. Der er erfaringer, der viser, at man kan spare ti eller 15 procent, siger Jacob Jensen.
Det offentlige må gerne få opgaven
Han afviser, at forslaget skal få flere private aktører til at overtage offentlige opgaver som for eksempel ældrepleje og kommunal rengøring.
- Vi har ikke ideologiske kvababbelser over, om det skal være en offentlig eller privat aktør, det skal være den, der kan levere det bedste produkt til den bedste pris, siger Jacob Jensen.
Og kommunerne må selv afgøre, hvilke opgaver der skal sendes i udbud, lyder det.
- Det ville være nærliggende at starte med teknik- og miljøområdet, men det kunne også være på mere bløde områder som ældreomsorg eller rengøring. Det må være op til kommunerne, siger Jacob Jensen.
Venstre præsenterer sit forslag til en finanslov for 2014 i morgen fredag.