Venstre vil give 5 milliarder i skattelettelser

Venstre fremlægger fredag "et godt tilbud til regeringen," siger finansordfører Peter Christensen.

Venstre vil lette skatterne for fem mia. kr. (© DR)

Venstre kaster sig nu ind i kampen om næste års finanslov med et forslag om skattelettelser for hele fem milliarder kroner.

De massive skattelettelser skal skabe arbejdspladser, for det er det, Danmark har brug for, siger Venstres finansordfører, Peter Christensen, der kalder det et godt tilbud til regeringen.

- Danmark har brug for, at der bliver skabt flere arbejdspladser, og derfor lægger vi et forslag til en finanslov frem, hvor vi kan skaffe fem milliarder kroner til at lette byrder for de danske virksomheder, så vi kan få ansat nogle flere mennesker, siger Peter Christensen.

Reformer og nulvækst

Pengene skal blandt andet komme fra reformer - herunder en reform af beskæftigelsespolitikken - og ved at få landets kommuner og regioner til at sende flere offentlige opgaver i udbud. Det skal i sig selv give en milliard kroner.

Samtidig vil Venstre foretage omprioriteringer og holde størrelsen på den offentlige sektor i ro.

- I de tider vi er i, og i den konkurrencesituation Danmark står i, så skal vi ikke lade verdens største offentlige sektor vokse, men i stedet fokusere på at fjerne nogle af de byrder, der er på danske virksomheder, og som virksomheder i de lande, vi konkurrerer med, ikke har, siger Peter Christensen.

Skeptisk over for regnestykke

Socialdemokraternes finansordfører, Jesper Petersen, glæder sig til at se nærmere på forslaget, som Venstre fremlægger i morgen 12.30 på Christiansborg.

Men Venstres ønske om nulvækst får på forhånd socialdemokraten til at rynke på næsen.

- Alle ved jo, at der bliver flere ældre, at der er flere unge, der skal have en uddannelse, og at vi fremover også skal råd til en mere effektiv og avanceret behandling på sygehusene, og det koster penge, siger Jesper Petersen.

Samtidig peger han på, at regeringen - sammen med blandt andre Venstre - allerede har lavet en skattereform og en vækstpakke, der letter skatterne for både virksomheden og lønmodtageren.

Advarsel fra Enhedslisten

- Venstre kan ikke finde en krone, uden den skal bruges på skattelettelser. Jeg synes, regeringen har fundet en balanceret tilgang, hvor vi har lempet personskatter og afgifter på erhverv med den ene hånd, samtidig med at der er råd til en moderat vækst i det offentlige, siger han.

Udspillet fra Venstre får Enhedslisten til at advare regeringen mod at lave en finanslovsaftale med Venstre.

-Det vil være et kæmpe problem for vores velfærd, siger Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen.

- Venstre og regeringen har jo allerede givet skattelettelser til de store danske virksomheder, og selv deres egne tal viser, at det kommer der stort set ikke arbejdspladser ud af. Til gengæld fjerner man midler fra velfærdsområdet, og derfor ender man med at lave en jobdræber frem for en jobskaber, siger Johanne Schmidt-Nielsen,

Hun går til finanslovsforhandlingerne med kravet om at skabe flere arbejdspladser - private og offentlige - styrke velfærden og sætte mere turbo på den grønne omstilling.

Jesper Petersen vil ikke svare på, hvilket et af de to tilbud, der er mest attraktivt.

- Det er at tage forskud på nogle forhandlinger, der ikke er startet.