De fysiske rammer er "alt, alt for dårlige" i mange af landets daginstitutioner, lyder det fra partiet Venstre.
Derfor foreslår de, at der bliver afsat en milliard kroner til at forbedre dem i landets kommunale daginstitutioner.
Det er meldingen i en pressemeddelelse fra partiet forud for dets landsmøde i Herning her i weekenden.
Beløbet skal ikke bruges på drift og flere pædagoger.
- Det er penge, man kan bruge til enten at renovere noget gammelt eller bygge noget helt nyt, forklarer Morten Dahlin, politisk ordfører for Venstre.
- Så man skaber nogle bedre miljøer for vores børn og nogle bedre arbejdsbetingelser for vores pædagoger.
Ifølge ham kan man komme "meget langt for en milliard" og få en hel den renoveringer af nogle daginstitutioner for pengene.
Er det her et Venstre-forslag, eller noget regeringen vil?
- Det her er et forslag, vi i Venstre kommer med. Men vi er ret overbevist om, at vores regeringspartnere også synes, det er en god ide at investere i, at vores børn kan have det trygt og godt, når de bliver afleveret i vores daginstitution, siger Dahlin.
Pengene skal ud hurtigst muligt - uden at puste til inflationen
Partiet foreslår, at pengene bliver taget fra de midler, der blev fundet, da regeringen annullerede den planlagte togforbindelse over Vejlefjordbroen.
Ifølge Venstre fandt man her seks milliarder kroner, som skulle bruges til blandt andet børneområdet og klima.
Når det kommer til, hvornår partiet tænker, at pengene er klar til brug, lyder det, at det skal ske "i et tempo, hvor man ikke puster til inflationen".
- Men vores ambition er, at man så hurtigt som muligt kan få sat gang i at opgradere Danmarks daginstitutioner, siger Morten Dahlin.
Hvad er så hurtigt som muligt?
- Det er så hurtigt, det er tilladt, uden vi puster til inflationen.
Kommunerne har klaget voldsomt over, at de ikke kunne få lov til at bruge flere penge på anlæg allerede til næste år. Er det her nogle penge, de kan få til næste år?
- Det her er nogle penge, som kommunerne kan bruge så hurtigt som overhovedet muligt på at få opgraderet vores daginstitutioner, så vores børn kan få en tryggere og bedre hverdag i landets vuggestuer og børnehaver, siger Dahlin.
I oktober sendte 620 pædagogfaglige ledere et åbent brev til politikere og kommunale arbejdsgivere om, at der mangler pædagoger i daginstitutionerne.
Tilbage i foråret viste en undersøgelse, at kun hver tiende daginstitution og dagplejes arbejde med børnene er af god kvalitet.