Venstre-top: Vi har brug for tavshed i baglandet

Vent med debatten om Lars Løkke Rasmussens formandskab til det afgørende hovedbestyrelsesmøde på tirsdag, lyder det.

To medlemmer af Venstres forretningsudvalg holdt igen med kritikken af Lars Løkke på grund af valget i søndags. Her fik Venstre det dårligste valg til Europa-Parlamentet i 25 år. (Foto: © Nils Meilvang, Scanpix)

Det er skadeligt for partiet, når stadig større dele af Venstres bagland går i medierne og kræver formand Lars Løkke Rasmussens afgang.

Det mener politisk ordfører Inger Støjberg og næstformand Kristian Jensen, der begge opfordrer Venstre-baglandet til at klappe i, inden det afgørende hovedbestyrelsesmøde på tirsdag, hvor Lars Løkke Rasmussens fremtid er på dagsordenen.

Opfordringen kommer, efter at to medlemmer af Venstres forretningsudvalg i dag kritiserer Lars Løkke Rasmussen og opfordrer ham til at gå af.

- Det, at to forretningsudvalgsmedlemmer er fremme i dag, ændrer ikke på, at jeg vil opfordre til, at vi venter med at tage debatten til på tirsdag i hovedbestyrelse, siger Inger Støjberg til DR Nyheder.

Kristian Jensen: Diskuter med hinanden og ikke gennem pressen

Det er Elo Jensen og Knud Vincents, henholdsvis formand og næstformand for Venstre i Region Sjælland, der i dag efterlyser Lars Løkke Rasmussens afgang.

De peger begge på næstformand Kristian Jensen som en oplagt arvtager, men Kristian Jensen opfordrer ligesom Inger Støjberg til at holde kritikken af Venstre-formanden ude af pressen.

- Jeg vil stærkt opfordre alle Venstre-medlemmer til at respektere den proces, vi har sat i gang, da Lars Løkke bad om, at hovedbestyrelsen blev indkaldt til på tirsdag og vente med at diskutere med hinanden og ikke gennem pressen, siger Kristian Jensen til Ritzau.

De to sjællandske medlemmer af Venstres forretningsudvalg siger, at de på et møde i udvalget den 20. maj valgte at bakke op om Lars Løkke Rasmussen som formand, men det var udelukkende for at sikre ro i partiet inden det forestående europaparlamentsvalg, hvor Venstre gik fra tre til to mandater.

Lokalformand: Jeg er bekymret, men støtter Løkke

Den sjællandske duo siger, at de har opbakning fra "en betragtelig del" af Venstres lokalformænd på Sjælland til at kræve formandens afgang.

Andre medlemmer af Venstres forretningsudvalg understreger imidlertid over for DR Nyheder, at de fortsat bakker op om Lars Løkke Rasmussen som Venstre-formand.

- Jeg er bekymret for vores parti, men jeg bakker op om Lars Løkke. Der står jeg fast. Der er ikke ændret noget siden forretningsudvalgets møde, andet end at to er sprunget i målet, siger Christian Juhl, formand for Venstre i Region Midtjylland og medlem af partiets forretningsudvalg.

Samme toner lyder fra Venstres næstformand i Region Hovedstaden, Mikkel Hessner.

- Jeg refererer ikke fra interne møder, men jeg står fortsat bag Lars Løkke, og vi har en proces linet op, som afsluttes på tirsdag, siger Mikkel Hessner.

Lars Løkke Rasmussen indkaldte efter Venstres nederlag ved europaparlamentsvalget partiets 134 mand store hovedbestyrelse til et møde på tirsdag i Odense, hvor Løkkes formandskab skal diskuteres.