Venstre står fast: Bilag for Løkkes tøj bliver ikke lagt frem

Venstre vil ikke fremlægge, hvor mange penge Lars Løkke Rasmussen selv har betalt af de 152.000 kroner, der er købt tøj for.

Venstres partisekretær, Claus Richter, i TV Avisen tirsdag aften.

Venstres partikasse har finansieret habitter, sko og underbukser til Lars Løkke Rasmussen for 152.000 kroner i 2010 og 2011.

Flere medlemmer af partiets bagland kræver nu, at Venstre lægger alle tal frem, så baglandet får fuldt indblik i, hvor mange penge Lars Løkke Rasmussen selv har hostet op med.

Men det afviser Venstres partisekretær, Claus Richter, i TV Avisen tirsdag aften.

- Det kommer vi ikke længere med. Sagen er den, at vi har truffet den beslutning i Venstre, at vi ville købe tøj til Venstres formand. Vi ville ekvipere Lars med tøj fra top til tå, sådan at han stod flot både i de reklamefilm og i alle de annoncer, som vi lavede op til vores valgkamp, siger partisekretæren.

- Der er ikke nogen problemer. Det tøj, som Lars har taget ud, det har han selv betalt for, siger han.

Ikke betalt efter aktindsigt

Claus Richter afviser, at Lars Løkke Rasmussen først har betalt for det tøj, han har taget fra til eget brug, efter at Ekstra Bladet fik indsigt i kvitteringerne.

- Det er en sag, som vi fik kendskab til i går, så nej. Det her det drejer sig om, at vi har truffet en beslutning om at købe tøj, sådan at Venstres kampagne var professionel. Det gjorde vi i 2010 og 2011 op til vores valgkamp, fordi vi ønskede faktisk at indtage Statsministeriet, og det kræver en professionel kampagne, siger Claus Richter.

DR Nyheder har talt med flere af Venstres lokalformænd og hovedbestyrelsesmedlemmer, og flere er mildt sagt ikke er imponeret over deres partiformands pengeforbrug.

Hovedbestyrelsesmedlem Benny Damgaard ønsker, at der nu bliver indkaldt til et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde i Venstre om sagen.