Venstre-folk kræver nye regler efter Løkkes bilagssager

Der er behov for klare retningslinjer for, hvad Venstre skal betale for formanden, lyder det fra flere medlemmer af Venstre.

Venstre politiske ordfører, Inger Støjberg, bakker fuldt ud op om sin formand. Her ses de to ved Løkkes 50 års fødsesldagsfest i denne uge. (Foto: © Nils Meilvang, Scanpix)

Det har skabt intern uro i Venstre, efter at det er kommet frem, at partiet har betalt 152.000 kroner for alt fra underbukser til jakkesæt til formanden Lars Løkke Rasmussen.

Og nu forlanger flere Venstre-folk ifølge Jyllands-Posten, at partiet laver klare retningslinjer for, hvad Venstre må bruge penge på.

- Vi bliver nødt til internt at tage en debat om, hvad vi synes, niveauet bør være, siger medlem af Venstres forretningsudvalg Henrik Buchhave til Jyllands-Posten.

Venstres lokalformand i Vejen, Otto Ottosen, siger oven i købet til avisen, at han mener, at partiet skal finde Lars Løkke Rasmussens afløser.

Partisekretær: Findes allerede klare regler

Venstres partisekretær, Claus Richter, siger til DR Nyheder, at der ikke er behov for klarere regler, da han allerede har udarbejdet sådanne i april 2012.

- Vi har meget klare retningslinjer for, hvem der må bruge penge i partiet, og hvad de skal bruges til, og de regler bliver håndhævet. Vi kører efter budgetter, som hovedbestyrelsen har godkendt, og der er fuldstændig styr på økonomien i Venstre, siger han.

Partisekretæren ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvad retningslinjerne går ud på. De er et internt anliggende, siger han.

Men reglerne er ikke frit tilgængelige for alle i Venstre.

- De, der har godkendt dem, kender til retningslinjerne, og jeg skal nok orientere partifolk, hvis de ikke kender til dem, siger Claus Richter.

Avis: Forretningsudvalg ville give Løkke mistillidsvotum

Ifølge Politiken var der allerede i november sidste år stor bekymring i Venstre over Løkkes bilags-rod i forbindelse med GGGI-sagen.

Dengang var partiets forretningsudvalgsmedlemmer angiveligt tæt på at give Løkke et mistillidsvotum, men man undgik dette, fordi partiet ville få et for stort knæk op til kommunalvalget, skriver avisen.

DR Nyheder har søndag talt med flere medlemmer af forretningsudvalget, og ingen af dem ønsker at bekræfte oplysningerne. For eksempel vil næstformand i Venstre, Kristian Jensen, der også sidder i forretningsudvalget, slet ikke kommentere på sagen.

- Jeg har ingen kommentar til interne forhold i Venstre, siger Kristian Jensen.

Venstre skal redegøre for udgifter

Efter ønske fra flere i Venstres bagland er partitoppen nu gået i gang med at udarbejde en intern redegørelse for udgifterne til formanden.

Blandt andet tæller de også flybilletter til Løkkes hustru og søn, som besøgte ham på Mallorca, da partiet efter folketingsvalget i 2011 havde seminar på øen.

Venstre ønsker ikke at fremlægge bilagene for offentligheden.

De to ledende Venstre-politikere Inger Støjberg og Claus Hjort Frederiksen, der er henholdsvis politisk ordfører og formand for Venstres økonomiudvalg, står bag Løkke og har forsvaret, at han har fået dækket udgifter i forbindelse med sit hverv som statsminister og partiformand for en "stor og professionel partiorganisation."

Opdatering: I en tidligere version af denne artikel stod der, at Otto Ottosen er lokalformand i Vejle. Det er ikke korrekt. DR Nyheder beklager fejlen.