Regeringspartiet Venstre vil fremover arbejde for brugerbetaling ved besøg hos landets praktiserende læger. Dermed underkendte Venstres medlemmer partitoppens klare udmelding om, at regeringen ikke ønsker mere brugerbetaling i den offentlige sektor.
- Det er en sejr for alle de medlemmer af Venstre, som har bakket mig op i, at vi godt tør diskutere brugerbetaling, siger folketingsmedlem Gitte Lillelund Bech.
Et af hendes argumenter er, at der i flere nordiske lande er færre, der besøger lægen eller tager på skadestuen med småskavanker. Presset er bremset, efter at folk selv er begyndt at skulle betale et beløb hver gang, de aflægger lægen et besøg.
Fogh og Løkke stemte imod
- Når man i Norge, Sverige og Finland kan se, at man går mindre til læge, end man gør herhjemme og deroppe betaler 70-100 kroner for at opsøge sin læge, så kunne det godt tænkes, at der var lidt færre, der ville belaste lægen herhjemme med en forkølelse eller en forstuvet lilletå, som man egentlig ikke behøver at gå til lægen med, siger Gitte Lillelund Bech.
Både statsminister Anders Fogh Rasmussen og indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen har klart taget afstand fra mere brugerbetaling i det offentlige og stemte også imod ændringsforslaget om "en vis brugerbetaling i praksissektoren".
Alligevel stemte 283 delegerede ja ændringsforslaget til Venstres kommende principprogram, mens 277 stemte imod.
Fri, lige og gratis
Dermed bliver ordet "brugerbetaling" indført i Venstres principprogram, der skal danne grundlaget for partiets politik i de kommende år.
- Det afgørende er, at landsmødet har vedtaget, at der skal være fri, lige og gratis adgang til sundhedsvæsnet. Så har landsmødet i øvrigt vedtaget en mulighed for brugerbetaling. Det er en mulighed, som regeringen ingen planer har om at gøre brug af, siger indenrigs- og sundhedsministeren i en presseudtalelse.