Venstre betaler, når Løkke bryder rygeregler

Ifølge Claus Hjort er det uproblematisk, at Venstre må betale, når Løkke ryger på ikke-rygerværelser.

- Helt ærligt, Venstres formand skal ikke stå i porten og ryge efter at have været 16 timer på landevejen.

Sådan lyder Claus Hjort Frederiksens (V) forklaring på, hvorfor det er i orden, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, gentagne gange ryger på hotelværelser, som er beregnet til ikke-rygere.

Udmeldinger kommer i et interview med TV2 News, hvor Claus Hjort Frederiksen i et forsvar for Løkke bekræfter, at Venstre har måttet betale for ekstra rengøring efter partiformandens overnatninger.

Claus Hjort ser det som uproblematisk

- I en stresset kampagne er det for mig helt uproblematisk, at vi lige må betale for, at der bliver luftet ud på det hotelværelse, siger Claus Hjort Frederiksen og tilføjer:

- Skulle vi som parti sige, at du må bare stille dig ned i porten. Altså, jeg synes det er uanstændigt.

Men er det mådehold?

- Ja, det synes jeg, det er, siger Claus Hjort Frederiksen, der blandt andet er tidligere finansminister og formand for Venstres økonomiudvalg.

Vil ikke oplyse hvor meget skatteyderne betaler

Venstres partisekretær Claus Richter bekræfter over for Radio24syv, at Venstre har ladet sin formand ryge på ikke-rygerværelser og betalt rengøringsregningen bagefter.

Claus Richter vil dog ikke oplyse, hvor meget den samlede regning løber op i for Venstres partikasse, hvoraf omkring halvdelen er finansieret af skatteyderne.

Som sundhedsminister stod Lars Løkke Rasmussen ellers selv bag rygeloven, som forbyder rygning på alle arbejdspladser og restaurationer. Loven blev indført for at beskytte ikke-rygere mod skadelige partikler fra tobaksrøg.

Nogle hoteller har rygeværelser

For at imødekomme rygeres behov for en cigaret har nogle hoteller særlige værelser til rygere, så andre gæster ikke udsættes for røg.

Sker det alligevel, at en gæst ryger på et ikke-rygerværelse, vil hotellet typisk kræve, at rummet bliver særlig grundigt rengjort, og stoffer som eksempelvis gardiner sendt til rens - på kundens regning.

Venstres kandidat ved EU-parlamentsvalget Jess Myrthu finder sagen stærkt kritisabel:

- Jeg har utallige gange - og jeg mener utallige gange - stået uden for hotelværelser verden over med direktører og bestyrelsesformænd for Danmarks største virksomheder, fordi de skulle have sig en smøg. De kunne altså ikke drømme om at ryge på værelset.

- De kunne godt gå udenfor og ryge. I øvrigt mener jeg, at Venstre selv har stemt for den rygelov, vi har, som er en af grundene til, at man ikke må ryge på hotelværelser, siger Jess Myrthu til eb.dk.

Ekstra Bladet har i de seneste dage afsløret, at Venstre har betalt tøj for 152.000 kroner til partiformanden og også betalt flybilletter til Mallorca for Løkkes familie.

/ritzau/