Tilstrømningen af asylansøgere til Danmark er lige nu den største i 20 år. De officielle tal for antallet af nye asylansøgere i august er endnu ikke offentliggjort, men Jyllands-Posten skriver, at der kom omkring 2000 ansøgere til Danmark i august. Og i september er der kommet 100 i snit om dagen.
Ifølge flere medier kan tallet for hele 2014 ende på mindst 14.000 asylansøgere. Venstres integrationsordfører Martin Geertsen kræver nu handling fra regeringen.
- Asylområdet er ude af kontrol og nærmer sig efterhånden niveauet under Nyrup. Vi risikerer svenske tilstande i Danmark, hvis ikke regeringen handler nu, siger Martin Geertsen i en kommentar til tallene.
- Derfor burde regeringen bruge nogle af de mange penge, de bruger på at gøre Danmark til et mere attraktivt land for asylansøgere til i stedet at hjælpe i nærområderne, siger Venstres integrationsordfører.
Opprioritering i nærområderne
Martin Geertsen påpeger, at en del af forklaringen på den voldsomme stigning i antallet af asylansøgere skyldes flere asylansøgere fra Syrien.
- Situationen i Syrien er forfærdelig, og vi skal selvfølgelig løfte vores del af ansvaret. Derfor vil vi opprioritere indsatsen i nærområderne, hvor vi har mulighed for at hjælpe mange flere for det, som en enkelt asylansøger koster i Danmark, siger han.
DF: Stop laden stå til-politik
Også i Dansk Folkeparti mener man, at indsatsen skal ske i nærområdet.
- Der er noget helt galt, når mennesker fra Syrien, Somalia eller Eritrea rejser igennem flere lande, og så havner i Danmark. Systemet fungerer bare ikke mere, siger udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen (DF).
- Regeringen må stoppe sin laden stå til politik, og selv komme på banen med stramninger. Vi giver dem chancen ved at indkalde til et samråd i udlændingeudvalget. Så kan de indtil samrådet tænke over, hvad de vil, siger han.
/ritzau/