Yahya Hassan til DR-vært: Tag en eftersidning og læs op på de her ting

Kandidat til Folketinget, Yahya Hassan, beder Deadline-vært sætte sig bedre ind i udenrigsstoffet.

- Jeg vil ikke spå om mine chancer - kun i et humoristisk øjeblik.

Sådan lød det fra Yahya Hassan i DR-programmet Deadline her til aften.

Her bad værten, Niels Krause-Kjær, den unge digter og kandidat til Folketinget om at vurdere sine chancer for at blive valgt ind i Folketinget den 18. juni. 

I stedet gik Yahya Hassan, der stiller op som løsgænger, til kamp mod danske politikere og journalister, der begge fik en ordentlig opsang med på vejen.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5568e3ada11f9f0da4b1f7a8

Yahya Hassan kalder saudierne for nazi-islamister og siger, at den danske regering kunne overveje at samarbejde med den syriske præsident Assad.

Velfærden under Gaddafi var god

Yahya Hassan fremhævede blandt andet, hvordan Libyen havde et velfærdssystem, der var bedre end det danske, da Gaddafi var ved magten.

- Man kan sige nok så meget om Gaddafi, men han havde da en velfærdsstat, som var bedre end den danske, lød det fra Yahya Hassan.

- Der var da en velfærdsstat i Libyen. Der var da hospitaler, skoler, gratis hjælp og god behandling. Det kan man ikke komme udenom, uddybede han.

Da Krause-Kjær flere gange spurgte ind til den udmelding, endte Yahya Hassan ud med at give værten en opsang.

- Det er nogle ting, jeg synes, du skal læse op på, og du kan eventuelt tage en eftersidning efter et af redaktionsmøderne og sætte dig ind i de her ting, lød det fra den unge digter og folketingskandidat.

IS ikke en trussel mod Vesten

Yahya Hassan sagde også, at Islamisk Stat ikke er en trussel mod Vesten.

- Der er stor hype om Islamisk Stat, og Islamisk Stat bliver præsenteret som en stor trussel for Vesten. Islamisk Stat er ikke nogen trussel for Vesten. Islamisk Stat er en trussel for velfungerende regimer i Mellemøsten som Irak, Afghanistan og Libyen, lød det fra ham.

Samtidig langede han ud efter den danske udenrigspolitik over for Israel.

- Hvorfor har vi så stort et behov for at beskytte den israelske besættelsesmagt, selvom de jævnligt myrder små børn, der skal graves frem af ruinerne, sagde Yahya Hassan, som er medlem af Nationalpartiet, der netop har meldt ud, at de har droppet at stille op til valget.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5568e57aa11f9f0da4b1f7af

Se hele interviewet her.