Mens de unge i Nordsjælland og landets storbyer som København, Aalborg og Aarhus ofte tager lange uddannelser, så står det helt anderledes til på Lolland og en række andre valgkredse i kanten af Danmarkskortet.
Værst står det til på Lolland, hvor 51 procent af de unge i valgkredsen i Rødbyhavn maksimalt har gennemført folkeskolen. Samme billede tegner sig i Rødby-valgkredsen, hvor tallet er 44 procent.
Det samme billede gentager sig i en række andre valgkredse i yderområder, som dominerer top 10-listen over de unge, der får mindst uddannelse.
Morsø, Guldborgsund, Odsherred, Jammerbugt, Vesthimmerland og Ringsted er nogle af de andre steder i landet, hvor færrest unge har gennemført mere end folkeskolen.
Se hvor veluddannet din nabo er
Du kan selv gå på opdagelse i DR's Databaseredaktions unikke kort øverst i artiklen.
Her kan du se, hvordan uddannelsesniveauet er for netop din valgkreds, ligesom du kan se en række andre oplysninger om de mennesker, der bor i dit kvarter eller landdistrikt helt tæt på dig.
For eksempel kan du se, hvor gamle dine naboer er, hvor meget de tjener, deres jobsituation, familieforhold og meget andet.