Thulesen Dahl opfordrer Løkke til at danne V-regering

Lars Løkke kunne ikke overbevise Dansk Folkeparti om at gå i regering på et møde fredag aften.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, opfordrer efter nyt forhandlingsmøde Lars Løkke Rasmussen til at danne en ren Venstre-regering.

Dermed tyder meget på, at Venstres formand skal indstille sig på at gå alene i regering. Og det bør ske snart, mener Kristian Thulesen Dahl:

- Vi behøver ikke at være langt fra, at der dannes en ny regering. Men det er Lars Løkke Rasmussen, som må drage sine konklusioner.

- Min opfordring er, at det skal gå stærkt, for vi kommer ikke i gang med de ting, vi skal i gang med, før der er dannet en ny regering, siger Kristian Thulesen Dahl.

Løkke må selv redegøre

Ifølge De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er det "oplagt", at Lars Løkke Rasmussen nu danner en ren Venstre-regering, siger han efter møde i blå blok.

- Men det må Lars Løkke Rasmussen selv redegøre for, siger Søren Pape Poulsen efter mødet.

Ifølge Anders Samuelsen (LA) vil den forventede V-regering præsentere "de mest ambitiøse forventninger til nedsættelsen af marginalskatten i Danmarkshistorien".

- Det er historisk, at en regering formulerer sig så ambitiøst om at nedsætte marginalskatten, siger Anders Samuelsen.

/ritzau/