Thulesen Dahl: Dem i ministerbilerne har ikke altid mest magt

DF-formanden har ikke taget stilling til, om partiet skal i regering med Venstre. Men Thulesen Dahl afviser, at han skal være landets næste statsminister.

DF's formand, Kristian Thulesen Dahl, vil ikke ud med, om partiet skal i regering. (© Scanpix)

Det er ikke altid dem, der sidder i ministerbilerne, som har mest magt.

Derfor er det ikke givet, at Dansk Folkeparti går efter at komme i regering, selv om partiet er blevet landet største borgerlige parti.

Det sagde DF’s formand, Kristian Thulesen Dahl, hvert fald selv, da han fredag eftermiddag mødte de andre partiledere i den traditionsrige dagen derpå-debat i Den Danske Publicistklub.

Her blev DF-formanden udfrittet, om han nu skulle være minister i en regering sammen med Venstre.

- Den største magt ligger ikke altid ved at sidde i ministerbilerne. Vi er dér, hvor den politiske indflydelse er størst, og det er ikke automatisk ved at være i regering, sagde DF-formanden.

Handler om tillid

Dansk Folkeparti fik 21,1 procent af stemmerne ved valget. Og Kristian Thulesen Dahl understregede, at nogle af vælgerne ”er til låns i en periode” fra andre partier.

- Men folk skal se, at vi gør det, vi siger, vi vil. Det handler om tillid, sagde DF-formanden.

Den pointe gentog han, da han en halv times tid efter skulle ind til dronningen for at fortælle, hvem han peger på som landets næste statsminister.

Og det er Lars Løkke Rasmussen.

Ingen DF-statsminister

Er det helt udelukket, at du kan sige til hendes majestæt, at det er dig selv, der skal stå i spidsen for en ny regering?

- Ja. Vi har gjort det krystalklart i valgkampen, hvad vi ville gøre med de mandater, vi fik. Danskerne skal kende os som et parti, der siger og gør det samme før og efter valget. Dem, der har stemt på Dansk Folkeparti, fik klart at vide, hvordan vi ville forvalte deres mandater. Og det er det, vi gør nu, sagde Kristian Thulesen Dahl.

Skal I med i regering?

- Det har vi slet ikke taget stilling til endnu. Vi har sagt, at vi er der, hvor den politiske indflydelse er størst. Og det kan meget vel være uden for en regering, hvor vi i højere grad kan presse vores politik igennem, sagde han og fortsatte:

- Man skal huske på, at hvis vi er med i en regering, så er vi bundet af et regeringsgrundlag i tre-fire år. Hvis ikke, så står vi frit til hele tiden at kæmpe for vores mærkesager. Og det er den afvejning, vi nu skal foretage - hvor vi får mest indflydelse, sagde Kristian Thuelsen Dahl, inden han gik ind til dronningen.

V: Intet drømmevalg for os

Under debatten i Publicistklubben sad Kristian Thulesen Dahl ved siden af Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, som nu står til at blive landets næste statsminister.

Han pointerede igen, at det ikke havde været ”et drømmevalg” for hverken Venstre eller ham personligt. Og han understregede igen, at han ikke vil være statsminister for enhver pris.

- Hvis Venstre skal tage lederskabet for en regering, skal vi få skabt en meningsfuld politisk platform, sagde han.

Fordele og ulemper ved bred regering

Lars Løkke Rasmussen ville ikke ud med, om det er bedst at have en étpartiregering eller en bredere koalitionsregering.

- Det vil både være nogle fordele og udfordringer ved at have en bredere regering. Men det afhænger af de politiske drøftelser, vi skal have, sagde Lars Løkke Rasmussen og understregede, at han går efter at lave brede politiske aftaler på tværs af midten.

- Jeg har ingen ambitioner om, at vi nu er fire partier, der skal lukke om os selv og lave politik sammen, sagde han.

Forhandlingerne går i gang senere i dag, efter alle partilederne har været hos dronningen.

Kristian Thulesen Dahl sagde dog, at det årlige Rynkeby-cykelløb til Paris, der går i gang den 3. juli sætter en naturlig deadline for forhandlingerne. Der skal både DF- og V-formanden deltage.