Stålsat Samuelsen: Vi har 13 afgørende mandater

LA-leder Anders Samuelsen afviser at være kørt ud på et sidespor i regeringsforhandlingerne og minder om, at intet parti i blå blok alene kan tælle til 90 mandater.

Liberal Alliances leder har bebudet, at de til gengæld for partiets mandater især vil have indflydelse på den økonomiske politik. (© Scanpix)

Liberal Alliance vil gå særdeles langt for at få indflydelse på en ny borgerlig regerings politik.

Det gør partiets leder, Anders Samuelsen, klart efter et møde med Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen på Christiansborg.

Samuelsen minder om, at der vil blive brug for hans partis 13 mandater, hvis de igangværende forhandlinger skal ende i en blå regering.

- Hvis ikke man kan se hinanden i det alle sammen, så ender vi jo i en situation som efter sidste folketingsvalg, hvor Margrethe Vestager (tidl. R-leder,red.) fik sin vilje fuldstændig, og hvor alle de andre partier ikke kunne se sig selv vi øjnene dagen efter. Det skal vi undgå, siger Anders Samuelsen efter et møde med Løkke i Landstingssalen på Christiansborg.

Langt fra LA til DF

Liberal Alliances leder har bebudet, at de til gengæld for partiets mandater især vil have indflydelse på den økonomiske politik.

Her ønsker partiet blandt andet topskattelettelser og minusvækst i den offentlige sektor. Modsat ønsker det største parti i blå blok - Dansk Folkeparti - en vækst på 0,8 procent.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl var i går aftes inviteret på en privat og uformel sankthansmiddag hjemme hos Lars Løkke Rasmussen i hans lejlighed i København - på en dag hvor der ikke foregik formelle regeringsforhandlinger.

Før Anders Samuelsen gik ind til dagens møde med Løkke afviste han, at det kunne være et tegn på, at LA er kørt ud på et sidespor.

- Hvor meget skal der til et flertal?

På et spørgsmål om, hvorvidt Anders Samuelsen følte sig irriteret over, at Løkke og Thulesen tilsyneladende forhandlede uformelt, svarede han:

- Jeg er i den heldige situation, at jeg kan spørge jer om, hvor mange mandater Venstre og Dansk Folkeparti har tilsammen, lød det.

- 71 mandater, lød svaret fra en journalist.

- Og hvor mange skal der til et flertal, spurgte Samuelsen.

- Der skal 90 til, lød svaret.

- Så vi har 13 afgørende mandater, og det går vi ind og fortæller ham (Løkke, red.), sagde Samuelsen.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, konstaterede tidligere på dagen, at Venstre og Dansk Folkeparti fortsat ikke har løst en eneste uenighed under forhandlingerne.

- Vi har fået masseret mange af knasterne, men ikke i et omfang, så vi er nået på plads med nogen af dem og kan lægge dem til side. Det er vi ikke, sagde Kristian Thulesen Dahl.