Rød blok skal hente 5.000 stemmer om dagen

Hvis Helle Thorning-Schmidt skal fortsætte som statsminister, skal der trækkes over 100.000 vælgere hen over midten.

Statsminister Helle Thorning og rådgiver Noah Reddington skal forsøge at trække rigtig mange vælgere hen over midten, hvis valget skal vindes. (Foto: © Keld Navntoft, Scanpix)

5.000. Det er antallet af vælgere, som rød blok skal hente over midten fra blå blok hver eneste dag - fra valget blev udskrevet i går og frem til den 18. juni, hvis Helle Thorning-Schmidt skal fortsætte som statsminister. Den præcise beregning har tre valgforskere på Københavns Universitet lavet.

En af dem er Martin Vinæs Larsen, valgforsker og ph.D-stipendiat på Institut for Statskundskab, der forklarer, at beregningen er lavet ved at se på den vægtede analyse, som professor Søren Risbjerg Thomsen laver for Altinget.

- Vi har set på, hvor stor vælgerbefolkningen er, og så kan vi se, der skal hentes tre procentpoint. Og da der var 3,5 mio, der stemte i 2011, så er det egentlig bare, at tage tre procent af det. Det svarer til 105.000 vælgere, og fordelt over 21 dage er det cirka 5000 per dag, siger Martin Vinæs Larsen til P1 Morgen.

Ekstremt at flytte så mange

Det er ikke hverdagskost, at der kan flyttes så mange stemmer i løbet af en valgkamp.

- 5.000 er et stort tal. Det er ikke normalt at se så store skift i en valgkamp. Det er dog sket. Ved valget i 1998 stillede Poul Nyrup op mod Uffe Ellemann, og her var Nyrup og hans allierede 3½ procentpoint bagud i starten af valgkampen, men endte med at vinde snævert. For det meste er vi jo ikke i ekstreme tilfælde, så derfor taler alt for, at Helle Thorning-Schmidt ikke kan hente så mange vælgere over, siger han.

Valgforsker Frederik Hjorth fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, har også været med til at lave beregningen, og han ser heller ikke store muligheder for rød blok. Tilslutningen til partier ændrer sig typisk kun med +/- 2 procent i løbet af en valgkamp.

Og selv om mange vælgere erklærer sig "i tvivl," når de bliver spurgt om, hvor de vil sætte deres kryds, så kan partierne ikke omvende mange af dem:

- Politikerne er meget interesserede i tvivlerne, og andelen af vælgere, der beslutter sig i sidste minut, er da også svagt stigende. Men de fleste tvivlere er faktisk såkaldt falske tvivlere. Når det kommer til stykket, har de allerede besluttet sig for, hvilken blok de vil stemme på. Derfor ligner de ret meget de andre vælgere, siger Frederik Hjorth til P1 Orientering.

I den seneste Epinion-måling lavet for DR Nyheder går blå blok samlet frem med 1,7 procentpoint. Rød blok står i målingen til at få 46 procent af stemmerne, mens blå blok får 54 procent.