Politisk korrespondent: Duel mindede om skilsmisse-skænderi

Skænderierne fyldte en del under aftenens duel mellem Helle Thorning -Schmidt og Lars Løkke, mener DR's politiske korrespondent Ask Rostrup.

Den barske tone var dominerende, da de to statsministerkandidater her til aften tørnede sammen på DR1.

- Det mindede om et skilsmisse-skænderi, hvor de diskuterede, hvem der skulle beholde huset, siger DR's politiske korrespondent Ask Rostrup i den efterfølgende TV Avis.

Både Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) havde rullet det tunge skyts frem, da de mødtes i den næstsidste duel, inden danskerne skal til stemmeboksen og sætte deres kryds.

Venstres formand sagde blandt andet, at "der er mange ting, du ikke forstår" til Helle Thorning-Schmidt under debatten om asylpolitikken.

Hun sagde omvendt til sin borgerlige modstander, at "du må vide, at det ikke passer".

Enighed om dagpenge

Selvom stemningen af og til var barsk, så var der også reel politik på dagsordenen.

- De lavede hen over pultene en aftale om, at der ikke skal skæres i dagpengene, sagde Ask Rostrup.

Dueller, som den, Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen i dag deltog i, kommer dog ikke til at have betydning for seernes placering af krydset, forklarer han.

- TV-debatter rykker ikke afgørende. Det bekræfter vælgerne i det valg, de allerede har truffet. Men hvis man virkelig kvajer sig, kan man give den anden et momentum, og man kan selv komme ned i en ond spiral, siger Ask Rostrup og fortsætter.

- Men det skete ikke i aften, så i virkeligheden tvivler jeg på, hvor meget der er rykket på de store linier, siger han.