Dansk Folkeparti står i en række meningsmålinger til at blive omkring lige så store som Venstre ved folketingsvalget om nogle uger, og hvis man tager den statistiske usikkerhed i betragtning kan partiet faktisk blive det største parti i blå blok.
Andre målinger viser desuden, at en betragtelig del af vælgerskaren mener, at Dansk Folkeparti skal gå efter at komme i regering, hvis blå blok har flertal efter valget.
Og partiet har et stærkt ministerhold klar, hvis det skulle gå hende og ende med regeringsdeltagelse, mener tidligere formand Pia Kjærsgaard. Ikke mindst formand Kristian Thulesen Dahl og gruppeformand Peter Skaarup vil være gode ministre.
- De to er stjerner, men vi har mange gode emner, siger Pia Kjærsgaard.
- Men de skal bare arbejde politisk, og det skal de også tænke på nu, og det ved jeg, at de gør. Jeg tror ikke, der står ministertegn i deres øjne. De skal ud og kæmpe, siger hun.
Bjørnen er endnu ikke skudt
Dansk Folkeparti var i 10 år støtteparti for den tidligere VK-regering, men har aldrig selv siddet i regering.
Det er heller ikke det, der fylder mest lige i dag, hvor valget bliver udskrevet, understreger Pia Kjærsgaard.
- Nu går vi ud og kæmper for at få så mange mandater som muligt, og så ser vi på valgresultatet.
- Man skal aldrig sælge skindet, før bjørnen er skudt, og nu er det danskernes tur til at sige, om partierne har gjort det godt eller skidt, så jeg tror, vi skal afvente valgresultatet, før vi siger alt muligt, siger Pia Kjærsgaard.
Mange uforudsigelige ting
Men I står til stor fremgang. Kan I holde jer ude af regering, hvis blå blok får flertal, og I bliver største eller næststørste parti i blokken?
- Det ved vi intet om, og jeg vil meget nødig sige, hvordan det ser ud på valgaftenen. Det er helt op til vælgerne at beslutte, hvad der skal ske, og jeg tror, at vi politikere kan imødese en 20-21 dage, hvor vi bare skal ud og kæmpe og ikke ved, hvad der vil ske, siger Pia Kjærsgaard.
- Der er mange uforudsigelig ting, og det ser ud som om, at det godt kan blive tæt mellem rød og blå blok. Derfor skal der kæmpes rigtig meget, og det er altså ikke ministerposter, der er inde i mit hoved. Det er at få så meget indflydelse som muligt til Dansk Folkeparti, siger hun.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udskriver formelt valget på et pressemøde klokken 11.