Statsmininster Lars Løkke Rasmussen (V) vil holde folkafstemning om det danske retsforbehold inden jul.
Det oplyser han på et pressemøde i Statsministeriet, hvor regeringsgrundlaget præsenteres.
Tidligere på året blev Venstre enig med de øvrige EU-positive partier i Folketinget - SF, Socialdemokraterne, de Radikale og de Konservative - om, at afstemningen senest skulle være afholdt inden udgangen af første kvartal 2016.
Partierne vægtigste begrundelse for at afskaffe forbeholdet er, at Danmark fortsat skal kunne deltage i det europæiske politisamarbejde Europol.
Dansk Folkeparti er imod en afstemning.
Skal ændres til tilvalgsordning
Hvis danskerne stemmer "ja" til at afskaffe retsforbeholdet, stemmer de samtidig ja til at erstatte forbeholdet med en såkaldt tilvalgsordning.
Det betyder, at Danmark selv kan vælge, hvilke retsakter på området for retlige og indre anliggender, som vi ønsker at deltage i.
Hver gang EU-Kommissionen lægger et lovforslag på bordet, vil Danmark få mulighed for selv at vælge, om Danmark skal være med eller ej.
Den kommende folkeafstemning skyldes, at Europol-samarbejdet er ved at blive ændret. I dag deltager Danmark fuldt og helt i det europæiske politisamarbejde, men når samarbejdet ændres, så vil Danmark ikke længere kunne deltage.
Det vil ja-partierne rette op på, og derfor ønsker de at ændre nuværende retsforbehold til en tilvalgsordning.
På forhånd er parterne enige om, at Danmark holder sig ude af EU's fælles asyl- og indvandringspolitik, mens der altså ligeledes er bred enighed om at fortsætte i det europæiske politisamarbejde.