Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, vil indkalde til forhandlinger på Christiansborg lørdag med henblik på at afsøge muligheden for at danne en ny regering.
Han oplyser, at det mandat, han er givet, er at danne en flertalsregering bestående af de fire partier i blå blok. Det fremgår af en pressemeddelelse, at Liberal Alliance har tilrådet netop det.
- Dronningen har bedt mig påtage mig opgaven som kongelig undersøger. Det gør jeg selvfølgelig gerne og vil nu afdække, om det er muligt at danne en borgerlig flertalsregering bestående af mit eget parti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, siger Løkke.
- Hvis ikke opgaven kan løftes, skal der i givet fald være en ny dronningerunde, siger han.
Der har ikke været en flertalsregering i Danmark, siden Poul Nyrup Rasmussen (S) i 1993 dannede en regering, der bestod af Socialdemokraterne, CD, De Radikale og Kristeligt Folkeparti.
Se interviewet med Lars Løkke Rasmussen i videoen i toppen af artiklen.
Indkalder alle partier
Løkke understreger, at det i første omgang er de borgerlige partier, der vil blive indkaldt til forhandlinger, men at samtlige partier i Folketinget får en invitation. Det ventes, at forløbet på mange måder vil ligne det, der er ved finanslovsforhandlinger.
- Jeg vil i første række indkalde de partier, der ligger i mandatet, men derudover vil jeg naturligvis tage samtaler med øvrige partier i Folketignet. For mig er det også vigtigt, hvordan sådan en regering kan spille sammen med andre partier, siger Løkke.
Han har påpeget, at forløbet fra 2011, hvor Socialdemokraterne, SF og De Radikale opholdt sig i Det Sorte Tårn i tre uger, ikke skal gentages. Der vil være en langt større åbenhed omkring dannelsen af en ny regering.
Det er fortsat helt åbent, hvordan en borgerlig regering kommer til at se ud. Dansk Folkeparti er blevet det største parti, men har endnu ikke meldt klart ud, om det ønsker regeringsdeltagelse eller ej.
Liberal Alliance er bejlere til at gå i regering, mens De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, tidligere har talt for, at hans parti kun ville gå i regering med fremgang.
Det skete som bekendt ikke.