Løkke: Det bliver hårdt arbejde

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er godt klar over, at han ikke kommer igennem med al sin egen politik.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har præsenteret sin nye regering. Den består af i alt 17 ministre. (© Scanpix)

Danmarks nye statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), erkender, at det bliver hårdt arbejde fra dag ét at lede landet.

Under sin præsentation af den nye Venstre-regering på Amalienborg understreger han, at ambitionen er at samarbejde bredt i Folketinget.

- Vi er meget bevidste om, at vi er en mindretalsregering. Jeg stoler på, at det vil kunne lade sig gøre, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Folk vil opnå resultater

Hans nye regering er den smalleste i mange år og består kun af 34 mandater. Dermed skal Løkke finde 56 ekstra mandater, hver gang han skal igennem med sin politik.

Men den nye statsminister er optimistisk på første arbejdsdag.

- Det er min oplevelse, at vi er omgivet af mennesker (i Folketinget, red.) der vil opnå resultater. Jeg har lagt meget vægt på at tale med alle partierne, og som jeg læser det politiske landskab, ser jeg gode muligheder for at samarbejde, siger Løkke.

På spørgsmålet om, hvorfor Søren Gade ikke bliver minister svarede Lars Løkke Rasmussen:

- Jeg tror, og håber, at Søren Gade kan blive ny gruppeformand, men det er noget, som Venstres gruppe skal afgøre, siger han.

Løkke præsenterer sit regeringsgrundlag på et pressemøde i Statsministeriet klokken 12. Her vil det blandt andet fremgå, at den nye regering allerede i den kommende uge vil komme med et forslag om en "straksopbremsning" i antallet af asylsansøgere til Danmark.

Senere i dag vil samtlige regeringens 17 nye ministre tage til Marienborg i Nordsjælland, hvor der vil være regeringsseminar indtil i morgen.

Kun fem kvinder

Lars Løkke Rasmussen lagde klokken 8:15 sin ministerliste på Facebook. Af den fremgår det, at Claus Hjort Frederiksen får comeback som finansminister. Næstformand Kristian Jensen bliver udenrigsminister, og Søren Pind bliver justitsminister.

Løkke har kun fundet plads til fem kvinder i sin nye regering.

Blandt dem findes to debutanter, nemlig ny minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby og sundheds- og ældreminister Sophie Løhde.

Tre kvinder får comeback i en borgerlig regering. Det drejer sig om miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg og social- og indenrigsminister Karen Ellemann.

Det er også værd at bemærke, at ingen af de fem kvinder sidder i regeringens helt centrale udvalg, koordinationsudvalget, der udgøres af statsminister Lars Løkke Rasmussen, finansminister Claus Hjort Frederiksen og udenrigsminister Kristian Jensen.

Faktisk er det kun Karen Ellemann, der har fået plads i et af de i alt fem regeringsudvalg, der samlet består af 19 poster. Hun sidder fremover i EU-implementeringsudvalget.