Næsten alle landets kommuner har siden 2008 skåret markant i deres udgifter til ældre- og handicappleje per ældre over 65 år.
Det viser tal fra databasen De Kommunale Nøgletal, som DR's Databaseredaktion har beregnet, og som du kan gå på opdagelse i i kortet herover.
92 ud af landets 98 kommuner har således brugt mindre på ældre- og handicapudgifter per ældre over 65 år i perioden fra 2008 til 2014.
Af de 92 kommuner har 72 af kommunerne brugt over 10 procent mindre på pleje per ældre siden 2008.
Ældretallet stiger mere end udgifterne
En del af forklaringen på, at landets kommuner tilsyneladende bruger mindre per ældre over 65 år end tidligere skal findes i to faktorer: Befolkningens alder og pengene der bruges på ældre.
Antallet af ældre over 65 år bliver ved med at stige i Danmark. Siden 2008 er der således kommet 198.000 flere ældre over 65 år i Danmark.
Og da landets kommuner i samme periode ikke har hævet deres budgetter til at følge med antallet af ældre, er konsekvensen, at antallet af ældre, der modtager hjælp, er faldende.
Dette kan blandt andet ses i antallet af ældre, der modtager hjemmehjælp.
Her er antallet af hjemmehjælpsmodtagere over 65 år faldet med over 29.500 personer siden 2008. Dette er sket i en periode, hvor antallet af ældre samtidig er steget med 198.000 personer.
Samme billede gentager sig, når man ser ud i de enkelte kommuner.
Det kan du se i kortet
I kortet herover kan du selv gå på opdagelse blandt kommunerne og se tre ting:
1. Hvor meget hver kommune har brugt siden 2008 og regner med at bruge på ældre- og handicappleje frem til 2015 - både med og uden ældremilliarden.
Vi har valgt at indsætte et ekstra ben på grafen i form af ældremilliarden, som blev tildelt kommunerne fra 2014 og fremefter. Tallene fra 2015 er budgettal, så der er tale om kommunens hensigt, ikke kommunens reelle forbrug.
2. Hvor mange visiterede timers hjemmehjælp hver ældre i kommunen er blevet tildelt på ugebasis, hvis de altså har fået tildelt hjemmehjælp.
Og her bliver det lidt langhåret: For mens antallet af ældre over 65 år som sagt er steget, så er antallet af hjemmehjælpsmodtagere faldet. Det vil altså sige, at det er blevet sværere at få tilkendt hjemmehjælp i kommunerne.
Men de ældre, der får tilkendt ret til hjemmehjælp, modtager i dag ligeså mange timers hjælp om ugen, som de gjorde i 2008, nemlig 3,6 timer i snit på landsplan.
I mange kommuner vil tallet således sagtens kunne stige, selv om udgifterne til ældrepleje er faldende. Der er dog store udsving på, hvor meget hjemmehjælp kommunerne tilbyder deres ældre.
3. Hvor mange flere ældre er der kommet i kommunen siden 2008.
Her vil det de fleste steder blive tydeligt, at antallet af ældre blive ved med at stige ganske voldsomt år for år. Ser man på samtlige kommuner landet over, så har alle kommuner oplevet en stigning i antallet af ældre over 65 år siden 2008.
I 92 kommuner er antallet af ældre steget med mere end 50 procent. I de sidste seks kommuner er tallet kun steget med mellem 44 og 50 procent.
Ældreudgifter kan svinge i størrelse
Data i kortet er blandt andet trukket fra De Kommunale Nøgletal og Danmarks Statistik, som får deres informationer fra kommunerne selv.
Alligevel kan der forekomme visse udsving på hver enkelt kommunes udgifter til de ældre- og handicappede år for år, hvis kommunen vælger at kontere udgifterne til ældre eller handicappede på en ny måde, end de gjorde året inden.
Dette har hverken Danmarks Statistik, KL, KORA eller DR Nyheders Databaseredaktion nogen mulighed for at efterprøve eller se.
Samtidig er det ikke på kommuneplan muligt at udlede rene ældreudgifter, da udgifter til handicappleje også indgår i de kommunale nøgletal.
Derfor skal tallene på udgifter pr. ældre over 65 år først og fremmest ses som vejledende og et billede på, hvordan udviklingen har været over de seneste år.