K-profil holder dør på klem for regeringsdeltagelse

Formanden har ellers erklæret, at Konservative skulle gå frem ved valget, hvis partiet skulle med i en regering.

Søren Pape og Brian Mikkelsen har umiddelbart forskellige opfattelser af De Konservatives muligheder for at gå med i en ny regering. ARKIVFOTO (Foto: © Søren Bidstrup, Scanpix)

Kort efter valget af Søren Pape Poulsen som ny konservativ partiformand erklærede han, at Konservative skulle gå frem ved valget, hvis partiet skulle med i en ny regering.

Se alle resultaterne fra valget her.

Konservative gik imidlertid tilbage, og på valgnatten sagde formanden selv, at han har 'svært' ved at se Konservative som del af en ny borgerlig regering.

Ikke desto mindre åbner gruppeformand Brian Mikkelsen (K) nu en dør på klem for, at Konservative alligevel kan komme med i en regering under Lars Løkke Rasmussens (V) ledelse.

- Det er jo en helt anderledes parlamentarisk situation nu, hvor vi oplever, at Dansk Folkeparti har fået fantastisk valg, siger Brian Mikkelsen.

Konservatives dna at søge indflydelse

Brian Mikkelsen kalder det Konservatives eksistensgrundlag at søge indflydelse, hvor det kan lade sig gøre.

- Det er De Konservatives dna at søge indflydelse. Det kan sagtens være, at det er uden for regering. Det kommer an på forhandlingerne om et regeringsgrundlag. Det kan også være, at det er i regering, siger Brian Mikkelsen.

- Det vigtigste for os er de politiske resultater, vi har lovet vælgerne. Vi vil kæmpe for, at boligejerne kan blive boende i deres bolig, at det altid skal kunne betale sig at arbejde, og at erhvervslivet får en stemme på Christiansborg, for det har de ikke rigtig i dag, siger han.

Folketingets mindste

Da Søren Pape Poulsen i august sidste år blev udpeget til ny konservativ partiformand var meldingen ellers, at der nødvendigvis skulle en fremgang til, før han partiet kunne gå med i en ny regering.

- Hele forudsætningen for at gå i regering er, at vi får et styrket mandat. Vi skal være et større parti, hvis vi skal i regering igen, sagde Søren Pape Poulsen til Fyens Stiftstidende.

Med blot 3,4 procent af stemmerne bliver Konservative Folketingets mindste parti med blot seks mandater.

I 2011 fik partiet 4,9 procent af stemmerne og otte mandater.