Første gang i historien: Radikale er uden fynsk mandat

Gruppeformand Camilla Hersom begræder det fynske valgnederlag.

Camilla Hersom skal nu i gang med at se på, hvad der gik galt på Fyn.

Det blev et sort valg for De Radikale på Fyn.

Partiet, som blev stiftet i Odense 21. maj 1905, fik ikke stemmer nok til at opnå et fynsk mandat. Det er første gang i partiets historie.

Det var gruppeformand Camilla Hersom, som var partiets fynske førstevalg, og dagen derpå er hun tydeligt mærket af det dårlige valgresultat.

- Jeg synes det er svært at være radikal her til morgen. For det første mistede vi mandatet på Fyn, og det er jeg utrolig ked af. Men det generelle resultat er meget langt fra det, som vi ønskede, siger Camilla Hersom til DR Fyn.

Ikke lavpunkt

Gruppeformanden vandt i 2011 mandatet som efterfølger for Niels Helveg-Petersen i Middelfart-kredsen. Netop familien Helveg-Petersen har tegnet De Radikale på Fyn igennem mange år, og ifølge Camilla Hersom er dette valgs resultat ikke lavpunktet

- Vi har haft mange perioder, hvor vi har ligget på en otte-ni mandater, så det er ikke historisk dårligt. Jeg havde en formodning om, at det kunne gå galt, men jeg håbede til det sidste på, at der ville være et radikalt mandat på Fyn, siger Camilla Hersom.

Sådan ser valgresultatet på Fyn. (Foto: © DR, DR)

De Radikale står på landsplan til at få otte mandater. Det er ni færre end ved Folketingsvalget i 2011.

Vil fortsætte som radikal

Hvad fremtiden byder på for den nu tidligere gruppeformand, er for tidligt at sige, men hun holder fast i sin politiske overbevisning.

- Jeg har været organiseret radikal siden 1992, og har været politisk aktiv lige siden. Jeg tror altid, at jeg vil være aktiv i mit eget parti, men hvad fremtiden bringer for mig professionelt, det ved jeg ikke. Jeg skal finde ud af, hvad jeg skal gøre, så det må I vente med at få at vide, siger den slagne radikale kvinde.

10.507 fynboer valgte at sætte kryds ved De Radikale på Fyn.

I hele landet lå tallet på 160.699 stemmer.