FAKTA Sådan skal tallene for illegale indvandrere forstås

Ingen ved med sikkerhed, hvor mange illegale indvandrere, der lever i Danmark, eller hvad der er blevet af de mange afviste asylansøgere, der forsvinder.

Ingen ved med sikkerhed, hvor mange illegale indvandrere, der lever i Danmark, men Rigspolitiet har et skøn. (Foto: © Bo Bechsgaard)

Der er stor mystik om, hvor mange illegale indvandrere der lever i Danmark, og ingen ved med sikkerhed, hvor mange det drejer sig om.

En række tal indikerer dog, at der er sket en voldsom stigning i antallet af illegale indvandrere.

Hvor der i 2009 forsvandt 187 illegale indvandrere, var det i 2014 1.278, der forsvandt. Politiet kalder denne gruppe for 'skønnet udrejst', fordi politiet som udgangspunkt antager, at folk overholder loven og ikke lever her illegalt. Faktum er dog, at de er forsvundet.

Både lektor på Aalborg Universitet Martin Bak Jørgensen og forskningsdirektør hos SFI Torben Tranæs fortæller, at man fra de studier, der eksisterer, ved, at mange af de afviste asylansøgere bliver i Danmark eller vores nabolande illegalt.

Hvis en afvist asylansøger flere gange forsvinder, dukker op og forsvinder igen, registrerer politiet denne person som 'skønnet udrejst'/forsvundet flere gange.

En person der er 'skønnet udrejst'/forsvundet kan således tælle med i statistikken flere gange på et år. Rigspolitiet har ikke kunnet oplyse, hvor mange der tæller som 'skønnet udrejst'/forsvundet flere gange i de enkelte år.

Samlet antal illegale

De afviste asylansøgere, der vælger at blive illegalt i Danmark, er blot én kilde til den samlede gruppe af illegale indvandrere i Danmark.

For eksempel kommer nogle også til Danmark og lever illegalt, uden at de på noget tidspunkt søger om opholdstilladelse eller på anden måde er i kontakt med myndighederne.

I december skønnede Rockwoolfondens Forskningsenhed, at der levede omkring 32.700 illegalt i Danmark i 2013.

De regnede sig blandt andet frem til tallet ved at se på, hvor stor en population illegale indvandrere udgjorde i politiets register i forskellige år. På den måde kunne de se, at gruppen var kraftigt voksende fra 2010 til 2013.

Det er vigtigt at understrege, at det er et skøn, at der i 2013 levede 32.700 illegalt i Danmark. Tallet kan både være højere og lavere. Men det er forholdsvist sikkert, at den samlede andel af illegale indvandrere har været i kraftig vækst fra 2010 til 2013.

Det underbygges af de nye tal, som viser en eksplosiv vækst i antallet af afviste asylansøgere, der forsvinder i samme periode.

Flere indikatorer

For at efterprøve de ovenstående tal og skøn har DR været i dialog med en række foreninger og personer, der har kontakt til illegale indvandrere i Danmark.

Røde Kors driver to sundhedsklinikker i henholdsvis Aarhus og København, hvor illegale indvandrere kan få lægebehandling.

I 2013 behandlede de 1.630 patienter, hvilket steg til 2.354 patienter i 2014. De regner med at behandle endnu flere i 2015.

Røde Kors understreger dog, at denne stigning også kan skyldes, at flere illegale indvandrere, der levede i Danmark i forvejen, har opdaget muligheden for at få behandling på deres sundhedsklinikker.

Foreningen Refugees Welcome, der tidligere hed Flygtninge under Jorden, oplever, at der er kommet flere illegale indvandrere de seneste år. Det fortæller formand for Refugees Welcome, Michala Bendixen. Dette baserer sig dog på en fornemmelse og ikke nogen konkrete tal.