En statsminister fra det mindste regeringsparti - ja, det sker...

Det er sjældent set, at en statsminister ikke kommer fra det største parti i regeringen.

Partilederne mødtes dagen efter valget i publicistklubben til partilederrunde. Den kommende kongelige undersøger, Lars Løkke Rasmussen (V), sad ved siden af valgets store vinder, Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl (DF). (Foto: © Keld Navntoft, Scanpix)

En ren Venstre-regering?

En regering med Venstre og Liberal Alliance?

En fire-parti-regering med både Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Konservative?

En regering med Venstre og Dansk Folkeparti, hvor Lars Løkke Rasmussen (V) indtager statsministerposten?

Alt er åbent, og ingen ved endnu, hvordan Danmarks nye regering kommer til at se ud.

Sjælden situation

Men hvis det ender med, at Dansk Folkeparti og Venstre går i regering sammen, og Løkke får statsministertitlen, så står vi i en speciel situation.

- Det sker meget sjældent, at statsministeren ikke kommer fra det største parti i regeringen, siger Bent Stuckert.

Han har i mange år arbejdet på Christiansborg for DR og har under valget svaret på et utal af spørgsmål om dansk politik på dr.dk.

Ved valget i går fik Dansk Folkeparti 21,1 procent af stemmerne, mens Venstre fik 19,5 procent af stemmerne. På trods af at DF altså er størst, så er det - som ventet - Venstres formand som er udpeget som kongelig undersøger af dronningen med opgaven at afsøge mulighederne for at danne en ny regering.

Lille radikalt parti har haft Statsministeriet

Tilbage i 1968 til 1971 havde Danmark en regering bestående af Radikale, Konservative og Venstre.

Regeringen var ledet af den radikale statsminister Hilmar Baunsgaard (R), som kom fra det mindste af de tre partier.

Men det sker altså sjældent.

- De største partier er i en naturlig føreposition, siger Bent Stuckert.

Handler om at spille kortene bedst

Der ikke er faste regler for hvem, der kan gøre krav på statsministerposten. Et partis størrelse er ikke i sig selv afgørende.

- Det handler i stedet om, hvem der spiller sine kort bedst, samler opbakning og griber chancen, siger Bent Stuckert.

- Storebroderen i et regeringssamarbejde vil dog ofte være statsminister, uddyber den tidligere Christiansborg-reporter for DR.

Usædvanligt at DF ikke går efter posten

Dansk Folkeparti har sagt, at de ikke går efter ministerposter. I stedet går de efter maksimal politisk indflydelse.

- Det er ret usædvanligt, at Dansk Folkeparti ikke gør krav på statsministerposten, forklarer Bent Stuckert.