Afbrydelser og taletid. To emner der optog rigtig mange danskere i går aftes, da de så Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen i Duellen på DR1.
En af dem var Henrik Nordvig - og han gik til tasterne og skrev til DR:
- Jeg vil gætte på at HT havde 65-70 procent af taletiden, hvilket ganske enkelt ikke er rimeligt, stod der i emailen til drdinstemme@dr.dk.
Debatten på sociale medier, dr.dk og email gik blandt andet under og efter udsendelsen på, hvem der fik mest taletid og hvem der afbrød mest.
Derfor har vi set Duellen igennem igen, og optalt antallet af minutter de snakker, og antallet af afbrydelser.
Mest taletid til Løkke
Ser man på taletiden alene, er det Lars Løkke Rasmussen, der fik mest taletid. I alt 25 minutter og 20 sekunder. Til sammenligning talte Helle Thorning-Schmidt i 24 minutter og 45 sekunder. Altså 35 sekunder mindre.
Afbrydelser
Hvis man derimod kigger på antallet af afbrydelser, så skifter billedet. I vores optællinger har vi talt, at Helle Thorning-Schmidt afbryder 40 gange, mens Lars Løkke Rasmussen afbryder 16 gange. Altså afbrød statsministeren over dobbelt så meget.
Sådan har vi gjort
Vi har optalt taletid og afbrydelser af to omgange og derefter lavet et gennemsnit. Optællingen er lavet af to forskellige personer, der ikke har siddet sammen.
I vores optælling har vi defineret en afbrydelse som et forsøg på at afbryde den anden imens modstanderen taler og kommentarer til modstanderen imens der bliver talt.
Taletid er defineret som den tid en af duellanterne snakker. Taler de i munden på hinanden er det kategoriseret som taletid til begge parter.
Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen mødes i endnu en direkte duel den 17. juni klokken 19 på DR1.