Anders Samuelsen kan hilse pænt på sine tidligere partifæller Morten Østergaard og Uffe Elbæk i valgkampen - men hans fokus er rettet mod d'herrer Løkke, Thulesen og Pape.
Den Blå Blok, som Samuelsen venter skal regere Danmark efter valget - med Liberal Alliance som indehavere af nødvendige og afgørende mandater.
Dem taler de rigtigt meget om i Liberal Alliance, mandaterne. Nu skal det være. Det med indflydelse.
Det har på mange måder været fint for partiet at være i klar opposition seneste fire år. Liberal Alliance har været i en seks-årig opbygningsfase - startende fra nul i ordets virkelige forstand.
Det blev til 5 procent af stemmerne i 2011, og målinger forudser flere stemmer denne gang. Muligvis mange flere stemmer. Vælgerne belønner både partiets politik og det forhold at det trods sin unge alder fremstår ganske harmonisk. Det er længe siden, der var tumult omkring LA.
Centralt i partiets valgkampagne står LAs 2025-plan, der skal øge beskæftigelsen med 124.000 mennesker, samtidig med at den offentlige sektor effektiviseres med mindst procent.
LAs politikere opfatter planen som den mest gennemregnede plan, noget parti fremlægger - og støtter sig til at den er regnet igennem i Finansministeriet. Finansministeren siger dog at planen ville få andre effekter også, for eksempel for uligheden.
Tilbage står at LA kan få et godt valg. Partiet taler om regeringsdannelse, men et tæt samarbejde med en eventuel Løkke-regering er mere sandsynligt. Præcis hvor afgørende LAs mandater så bliver, afhænger af det politiske landskab efter valget.