Definitiv Pape: Konservative går ikke i regering

Konservative mærkesager som topskat og grundskyld står ikke øverst på de øvrige blå partiers dagsorden, siger Søren Pape.

Søren Pape Poulsen bliver ikke minister i denne omgang. (© Scanpix)

Det virkede på forhånd usandsynligt, og nu slår Søren Pape Poulsen det endegyldigt fast:

De Konservative bliver ikke en del af en kommende regering.

- Det skal vi ikke, og det kommer vi ikke til, siger Søren Pape Poulsen på vej ind til en arbejdsfrokost med de øvrige blå partiledere.

- Nu er det efterhånden tid til, at Venstre - og hvem det er - får ro til at arbejde med at lave et regeringsgrundlag, og så drøfter vi jo gerne politik med dem, siger Søren Pape Poulsen.

Må kæmpe fra finanslov til finanslov

Partiformanden har under de igangværende regeringsforhandlinger erkendt, at konservative mærkesager som et opgør med grundskylden, en lettelse i topskatten og markant flere penge til politiet ikke står øverst på de øvrige blå partiers dagsorden.

- Der, hvor vi rigtig gerne vil hen, er nok ikke lige det, der kommer til at tegne sig allermest. Det er så det, vi skal kæmpe for fra finanslov til finanslov.

- Vi starter ud med nogle forhandlinger om politiet til efteråret, og der vil vi være meget aktive, siger Søren Pape Poulsen.

Konservative fik et skidt valg og er med seks mandater nu Folketingets mindste parti.

Står ved sine ord

Søren Pape sagde allerede kort efter sin tiltræden som konservativ partiformand, at det krævede en fremgang, før partiet kunne gå med i en ny regering.

Efter valget i sidste uge har både han og Brian Mikkelsen (K) dog åbnet for, at det alligevel kunne ende med konservativ regeringsdeltagelse. Men de spekulationer afliver Pape nu.

- Jeg står sådan set bare ved mine ord. Jeg sagde inden valget, at skulle vi gå i regering, skulle vi gå frem. Og jeg har kigget på resultatet mange gange, og jeg kan altså ikke vende det til en fremgang, siger Søren Pape Poulsen.