De Radikale er klar til strammere dagpengeregler

Skellet mellem regeringspartierne bliver større. De Radikale er parat til at stramme regler for dagpenge.

De Radikales leder Morten Østergaard vil blandt andet have, at arbejdsløse skal rejse længere for at tage et arbejde. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

De ledige skal bidrage endnu mere til at sikre dansk økonomi.

Det mener den radikale leder, Morten Østergaard, der ifølge Jyllands-Posten erklærer sig parat til at stramme dagpengesystemet.

- For min skyld må det gerne bidrage yderligere, siger han.

Reformivrig radikal

Dermed slår han ind på en mere reformivrig kurs end statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), som blot har konstateret, at hun ønsker en dagpengereform, hvor færre falder ud af systemet, og hvor de omstridte regler for genoptjening nytænkes.

Morten Østergaard peger derimod på strammere rådighedsregler for de ledige.

- Det er interessant, om man via rådighedsregler og andre ting sikrer, at det arbejde, der er, bliver taget, siger han til Jyllands-Posten.

Østergaard henviser til, at de arbejdsløse i dag ikke er villige til at rejse langt nok for at arbejde.

3F: Vi genkender det ikke

Han fortæller ikke, hvad der konkret skal ændres, men mener, at for eksempel Novo Nordisk har problemer med at rekruttere til Kalundborg.

Fagbevægelsen er lodret uenig.

3F-formand, Per Christensen, kan ifølge Jyllands-Posten "slet ikke genkende Østergaards billede".

Statsministeren har så sent som torsdag afvist, at regeringen har planer om reformer, der skal øge arbejdsudbuddet, hvilket Østergaard efterlyser.

/ritzau/