Det tyder på et spændende kommunalvalg i Helsingør, hvor Konservative og Socialdemokraterne for kommunen står helt lige.
Det viser DRs exitprognose klokken 18:00.
De Konservative stiller med tidligere socialminister Benedikte Kiær som borgmesterkandidat og kan ligesom Socialdemokraterne og borgmesterkandidat Henrik Møller (S) se frem til godt 24 procent af stemmerne og dermed syv mandater.
Venstre og Enhedslisten står begge til tre mandater, mens Dansk Folkeparti ifølge exitprognosen kan se frem til to mandater.
SF, Radikale og lokallisten Lokaldemokraterne får hver et mandat.
Stort drama i 2009
Der har længe været lagt op til et spændende valg i Helsingør, hvor Benedikte Kiær går efter at blive byens første kvindelige borgmester.
Samtidig har SF erklæret, at Socialdemokraternes Henrik Møller er uegnet som borgmester, mens der i øvrigt er kold luft mellem Venstre og Konservative.
Helsingør Kommune blev centrum for et regulært konstitueringsdrama efter kommunalvalget i 2009.
Da stemmerne var talt op, så det i første omgang ud til, at rød blok ville tage borgmesterposten. Men det lykkedes aldrig Socialdemokraterne at samle et flertal bag sig, og det kunne heller ikke siddende borgmester Per Tærsbøl (K).
Det endte med Venstre
Socialdemokraterne prikkede derfor Venstre-manden Johannes Hecht-Nielsen på skulderen og tilbød ham borgmesterposten med det mindst mulige flertal på 13 mandater.
Aftalen indebar, at Johannes Hecht-Nielsen trods kun 232 personlige stemmer kunne kalde sig borgmester.
Helsingørs 25 byrådsmedlemmer er dags dato fordelt som følger:
Socialdemokraterne 6, Venstre 4, Konservative 4, SF 4, Dansk Folkeparti 2, Lokaldemokraterne 2, Enhedslisten 1, Helsingør Borgerliste 1, uden for partierne 1.
#kv13 #drvalg