Kup i Nyborg: Borgmesterpost skifter til V

Jan Reimer Christiansen (S) forlader partiet og skifter til Venstre, der dermed har flertal.

Jan Reimer Christiansen, byrådsmedlem i Nyborg, er skiftet fra S til V, og har dermed sendt borgmesterkæden over til partiet Venstre. (© PR Foto)

Erik Christensen (S) må efter alt at dømme sige farvel til borgmesterkæden i Nyborg.

Socialdemokraterne formåede ellers at skaffe de afgørende 13 mandater på valgaftenen, og Erik Christensen så dermed ud til at kunne fortsætte som borgmester.

Men i dag har Jan Reimer Christiansen valgt at forlade Socialdemokraterne og i stedet melde sig ind i Venstre. Det bekræfter Mette Præst Knudsen, byrådsmedlem for Venstre i Nyborg, overfor DR Fyn.

Dermed tipper flertallet til blå blok, og Kenneth Muhs (V) bliver derfor borgmester i Nyborg, når det konstituerende møde bliver afholdt mandag den 2. december.

Socialdemokrat ikke overrasket

Kuppet kommer ikke bag på Tommy Benny Larsen, der har siddet i byrådet i Nyborg for Socialdemokraterne det seneste halve år:

- Jeg er ikke overrasket efter den valgkamp, vi har haft. Den har været så dårlig og topstyret, så man dårligt nok har kunnet være menneske. Så jeg kan godt forstå, at han har valgt at flytte sig, fordi Jan Reimar trods alt har været med i de sidste fire år, og han har ikke fået nogen af poster, han gerne ville have, selvom han har fået flere stemmer end nogle af dem, som er blevet udvalgsformænd.

Jan Reimer Christiansen var opstillet som nummer 10 på Socialdemokraternes liste ved kommunalvalget. Han blev ved valget i sidste uge valgt ind som nummer otte ud af Socialdemokraternes 11 mandater. Han fik 184 stemmer.

Han bor i Herrested og sad før kommunesammenlægningen i Ørbæk Kommunes byråd for Socialdemokraterne.

Med det nye Venstre-mandat har Venstre og Dansk Folkeparti 13 mandater, mens Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten har 12.