Du har klikket dig ind på DR Nyheders Danmarkskort over giftig jord og har fundet ud af, at din grund er markeret. Det betyder ikke nødvendigvis, at jorden udgør en sundhedsrisiko. Det betyder ikke engang, at jorden med sikkerhed er forurenet. Læs mere her:
Alle de gule grunde (V1)
Først skal du notere dig, om grunden er markeret gul eller orange. Er den gul, er den kategoriseret på vidensniveau 1 (V1). Det betyder, at regionen har kigget på historiske data for området og noteret, at der for eksempel har ligget et renseri, en gammel losseplads eller anden industri, der typisk har kunnet give anledning til jordforurening.
Om der rent faktisk er forurenet på din grund kræver en yderligere undersøgelse, hvor der tages jordprøver. Den undersøgelse kan du enten selv betale, eller du kan anmode regionen om at stå for den. Som boligejer har du i princippet krav på, at undersøgelsen gennemføres inden for et år.
Erfaringerne i regionerne er generelt, at man finder forurening på cirka 30 procent af de grunde, der er kortlagt på vidensniveau 1.
Alle de orange grunde (V2)
Er din grund orange, så har man undersøgt grunden nærmere og fundet ud af, der er forurening på grunden (vidensniveau 2).
Hvis du klikker på kortet, vil du se en række oplysninger om din grund. Det er de oplysninger, som regionen har noteret på grunden. Du bør kontakte regionen for at få en yderligere forklaring, hvis du er i tvivl om, hvordan du skal tolke de oplysninger, der er kortlagt.
Selv om der er konstateret forurening på grunden, er det ikke det samme som, at du er udsat for en sundhedsrisiko ved ophold i dit hus eller din have. Langt de fleste grunde, hvor der konstateres forurening bliver ikke renset, fordi regionerne vurderer, at omfanget ikke er skadeligt for mennesker eller grundvand.
Regionerne kategoriserer nemlig alle forurenede boliggrunde for at gøre det nemmere at forstå, hvad jordforureningen betyder for den daglige brug af hus og have. Systemet er bygget op efter samme princip som tilstandsrapporten på en ejendom. Systemet inddeler forureningen i tre forureningskategorier (F0, F1 og F2):
F0: Jordforurening, som ikke har nogen sundhedsmæssig betydning for brug af hus og have.
F1: Jordforurening, som ikke har nogen sundhedsmæssig betydning for brug af hus og have, hvis du følger nogle simple råd.
F2: Jordforurening, som kan have sundhedsmæssig betydning for brug af hus og have, eller som skal undersøges nærmere.
Læs mere i de pjecer, som regionerne har udgivet om emnet. Og find kontaktoplysninger til rette myndigheder samme sted.
#kv13