Liberal Alliance og Enhedslisten stormer frem i dansk politik, men indtil videre besætter partierne ikke mange taburetter i de østjyske kommuner. Det kan ændre sig efter kommunalvalget den 19. november.
Tidligere erfaring viser, at en frem- eller tilbagegang for et parti på landsplan kun slår igennem med halv kraft ved et kommunalvalg.
- Hvis man kigger det på den måde, så har vi allerede har det første mandat, siger Jesper Bræmer fra Liberal Alliance i Randers.
Optimismen finder man også i Silkeborg hos Enhedslistens Spidskandidat, Lene Fruelund.
- Ved de foregående valg, har vi været relativ tæt på at komme ind, så jeg har ikke fantasi til, at forestille mig, at vi ikke kommer ind, siger hun.
Ekstra udfordringer til fløjpartier
Alligevel mener valgforsker og lektor ved Aarhus Universitet, Rune Stubager, at de politiske fløjpartier står overfor nogle ekstra udfordringer.
- Det kan være vanskeligt for de to partier med deres markante standpunkter at finde ud af, hvilket ben de skal stå på. Vil de gå med i de brede aftaler, der bliver indgået og derved udviske deres ideologiske profil. Eller vil de holde fast i deres profil og stå udenfor.
Ingen kompromis med grundholdninger
På trods af at det kan være en udfordring at være et fløjparti, så vil Lene Fruelund fra Enhedslisten ikke gå på kompromis med partiets centrale holdninger
- Der er meget, som vi ikke vil gå på kompromis med, fordi vi overordnet mener, at vi skal tage mere hensyn til natur og mennesker end for eksempel biler.
Her inden valget er spidskandidaten hos Liberal Alliance, Jesper Bræmer mere åben for forhandling.
- Jeg vil gerne lægge min ideologiske kasket på hylden, og det vil jeg egentligt også opfordre alle de andre partier til. For der er meget med, at man i Randers gerne vil være modsat bare for at være modsat, i stedet for at kigge på ideerne, siger han.
#randerspol #silkeborgpol