Venstre ser ifølge de seneste prognoser ud til at få lidt af en øretæve i forhold til, hvordan partiet stod i meningsmålingerne for få uger siden.
17,4 procent af stemmerne til Venstre, lyder den seneste prognose.
Prognosen er baseret på DR's Exit Poll samt en andel af de allerede optalte stemmer, som Epinion har indsamlet på vegne af DR, TV2 og Ritzau. 4,1 procent af stemmerne er talt op.
Venstres næstformand, Kristian Jensen, håber på, at partiet beholder sine tre mandater i parlamentet, som de lige nu kæmper med SF om i prognoserne.
- Det bliver ikke gravøl, hvis vi beholder de tre mandater, så har vi nået det mål, vi havde inden valgkampen, siger han.
Bilagssager kan have betydning
Kristian Jensen afviser ikke, at Lars Løkke Rasmussens seneste bilagssager om tøj, rejse og rygning på hoteller, kan spille ind på de beskedne prognoser til Venstre.
- Jeg kan ikke afvise, at det har haft en betydning. Men jeg kan heller ikke sige præcis, hvilken betydning det har haft, siger han.
- Vi har kæmpet alt, hvad vi overhovedet har kunnet med de evner, vi nu engang har, for at sikre, at der har været rum til at fortælle de politiske visioner fra Europa.
Går godt, når der tales politik
Sagen om formandens forbrug har i hvert fald skærmet for at tale om politik, lyder det.
- Lad os nu se, hvor den lander henne. Men jeg synes kernen er, at hver gang Venstre har fået lov til at tale om politik og vores visioner for, hvor vi gerne vil trække både Danmark og Europa hen, så er det gået godt, siger han.
Se hele interviewet med Kristian Jensen øverst.