Messerschmidt tager afstand fra europæisk højredrejning

Dansk Folkepartis spidskandidat mener, at højredrejningen ved europaparlamentsvalget i Europa, er et udtryk for et ønske om at få EU tilbage på sporet.

- Man må begræde, at partier som Le Pens Front National og Gyldent Daggry vinder frem. Men det gør de, fordi de etablerede partier svigter europæerne. Der er ikke noget alternativ, hvis man ønsker en anden udvikling i Europa.

Sådan siger europaparlamentsvalgets tilsyneladende helt store sejrsherre Morten Messerschmidt adspurgt til de gode valg, højrefløjspartier over Europa ser ud til at få.

Dansk Folkepartis spidskandidat ser ifølge Epinions Exit Poll ud til at få to partikolleger med i europaparlamentet, og han vil bruge sit mandat til at kigge på blandt andet udlændingepolitikken og grænsekontrollen.

Morten Messerschmidt ser det som et udtryk for, at danskerne vil have EU tilbage på sporet, så unionen ikke blander sig i alt muligt.

Folk ønsker EU tilbage på sporet

Ifølge de foreløbige Exit Polls kan han og kollegerne i Dansk Folkeparti se frem til at fejre valgresultaterne med rødternede duge, tarteletter og frikadeller, i det Messerschmidt selv kalder ren Dyrehavsbakken-stil.

Han hævder, at valget er et udtryk for, at der rundt omkring i Europa er nogle demokratiske, civiliserede og EU-kritiske partier som Dansk Folkeparti og de britiske konservative, der forsøger at dreje EU tilbage på sporet.

- Hvis de øvrige partier blot ville lytte til os, så tror jeg også, at europæerne ville favne det europæiske samarbejde, siger han.

Om DR's Exit Poll

I Exit Pollen er et repræsentativt udsnit på 2688 stemmeberettigede vælgere blevet spurgt til, hvad de har stemt til europaparlamentsvalget.

Svarene er indhentet per telefon fra klokken 10 til klokken 19:30 på valgdagen.

Exit Pollen er ikke et endegyldigt resultat, men et fingerpeg om, hvordan stemmerne vil fordele sig. Den maksimale statistiske usikkerhed er 1,9 procentpoint, og der kan forekomme afvigelser fra målingen til valgresultatet.

Socialdemokraterne størst i 2009

Resultatet fra europaparlamentsvalget i 2009 så ud som følger:

Socialdemokraterne fik 21,5 procent af stemmerne, mens Venstre tog 20,2 procent.

SF og DF fik henholdsvis 15,9 og 15,3 procent.

Konservative hentede 12,7 procent af stemmerne hjem, og Folkebevægelsen mod EU 7,2 procent.

I bunden lå Radikale Venstre med 4,3 procent, JuniBevægelsen med 2,4 procent og Liberal Alliance med 0,6 procent stemmer.

Se interviewet med Morten Messerschmidt øvert i artiklen.