Der er sat kryds i ja på næsten to tredjedele af de danske stemmesedler til patentdomstolen.
Det viser en Exit Poll, som Epinion har foretaget for DR blandt 3197 vælgere, der alle har stemt til valget. Helt præcist har 64,4 procent af vælgerne stemt ja, mens 35,6 procent har stemt nej.
Exit Pollen er ikke et endegyldigt resultat, men en indikation af, hvordan stemmerne kommer til at fordele sig.
Tvivlen kom ja-siden til gode
Mange vælgere har længe været i tvivl om, hvor de ville sætte deres kryds til dagens folkeafstemning.
I meningsmålingerne op til afstemningen har omkring en fjerdedel af vælgerne meldt ud, at de endnu ikke havde besluttet, hvad de ville stemme til patentdomstolen, eller at de ville stemme blankt.
Derimod har andelen af vælgere, der ville stemme ja, ligget højt i forhold til nej-siden hele vejen igennem, og det ser da også ud til i Exit Pollen, at et klart flertal af danskerne bakker op om patentdomstolen.
Dermed er det ikke lykkedes modstandere af patentdomstolen at overbevise de mange tvivlere.
Om DR's Exit Poll
I Exit Pollen er et repræsentativt udsnit på 3197 stemmeberettigede vælgere blevet spurgt til, hvad de har stemt i folkeafstemningen. Den statistiske usikkerhed er på 1,8 procentpoint.
Svarene er indhentet per telefon fra klokken 10 til klokken 19:00 på valgdagen.
Exit Pollen er ikke et endegyldigt resultat, men et fingerpeg om, hvordan stemmerne vil fordele sig. Der kan forekomme afvigelser fra målingen til valgresultatet.