Man kan næsten ikke forestille sig noget mere fredeligt. Og dansk.
Det sker 1. august i EUs hovedstad, Bruxelles.
Tre solide, danske, organisationer, LO, FTF og Akademikernes Centralorganisation AC, åbner fælles sekretariat.
Ideen er at dele kaffemaskine og slå kræfterne sammen. Måske nyde en basse sammen om morgenen og hygge i frokoststuen.
Formålet er ædelt. Det handler om at påvirke de europæiske beslutningsprocesser så kraftigt som muligt. Til fordel for danske lønmodtagere.
Med andre ord: Den rene, skinbarlige, lobbyisme. Som har mange ansigter.
Den slags er der meget af i Bruxelles. Som i Washington. Og København.
Fælles for alle tre hovedstæder er, at der ikke kunne trækkes ordentlige politiske beslutninger uden lobbyisterne og deres uundværlige input og påvirkning.
Evig forsvarsposition
Politikere i osteklokke uden påvirkning fra folk, der ved hvad de taler om. Det lyder som en dårlig drøm.
Men... Fælles er også, at de demokratiske systemer i de tre hovedstæder har brug for at være i en evig forsvarsposition over for lobbyhæren.
Den tjener altid særinteresser, aldrig helheden. Den skal holdes i kort snor og under skarpt opsyn. Spørgsmålet er kun hvordan - og hvor skarpt.
Washington er verdens lobbyhovedstad, og amerikanerne er gået registervejen.
Samtlige lobbyister, der færdes i Washingtons korridorer, er registrerede og godkendte. Det er et skridt på vejen, men det virkeligt interessante er selvsagt deres indflydelse - særligt i en by hvor tusinder med mellemrum skifter job.
Ansat i centraladministration tæt på præsidenten den ene dag; lobbyist den næste.
Derfor raser debatten i USA. Et af Occupy-bevægelsens slogans var: "Jeg har ingen lobbyist - jeg er de 99 procent."
Folketingsmedlemmer kæmper for register
I Danmark dukker lobbyistdebatten op med mellemrum, eksempelvis når der kommer en bog som "Lobbyistens Lommebog", der kom sidste år.
Eller når særligt ihærdige politikere prøver at sætte den på dagsordenen.
Det er folk som socialdemokraten Benny Engelbrecht, der kæmpede forgæves for at få registreret flokken af lobbyister, der opsøger politikerne på Christiansborg i stort antal.
Det blev til en høring på Borgen, men heller ikke mere - så Engelbrecht måtte nøjes med at registrere sine egne gæster.
Derfor kan på hans hjemmeside læse at Engelbrecht den 28. august 2013 havde besøg af en repræsentant for tobaksindustrien, der lagde vejen forbi Christiansborg. Blandt andet.
Og meget tyder på, at lobbypresset på Folketingets medlemmer er voksende. Lobbybureauerne vokser i størrelse, og de bliver stadig mere vakse og hurtige til at banke på politikernes døre. Om aftrykkene på den førte politik så også bliver tydeligere - det er mere usikkert.
4500 med adgangskort til parlamentet
Og apropos tobaksindustrien - det er en industri, der også er aktiv i Bruxelles. Spørg bare Christel Schaldemose (S), der var med til at få unionens nye tobaksdirektiv på plads.
Direktivet blev nogenlunde som Schaldemose gerne ville have det - men det skal ikke tages som et udtryk for, at tobaksindustrien ikke prøvede at gøre resultatet anderledes. Det lykkedes bare ikke denne gang.
Dét skal til gengæld ikke tages som udtryk for at lobbyfolket er under kontrol i Bruxelles. Eller i det hele taget helt kortlagt.
Der florerer en række tal - 6000 lobbyfirmaer, måske 15000 lobbyister, heraf 4500 med adgangskort til parlamentet - men registreringen er mangelfuld. Fordi den er frivillig.
Så selv om et selvbevidst parlament måske er blevet bedre til at stå imod - så er presset og påvirkningen stor i alle led af den kringlede europæiske beslutningsproces.
Det gælder ikke mindst i Europa-Kommissionen, hvor kuglerne støbes. Og det gælder helt generelt i en by, hvor netværk, venskaber, erfaringer, grillfester og daglig dialog binder tusinder af embedsmænd, lobbyister og politikere sammen i et enormt netværk.
Åbenhed har længe været ønsket
Det er et miljø, hvor argumenter tæller. Hvor netværk virker. Men også et spil, hvor størrelse kan have afgørende betydning. De store kan lægge de store pres - og måske sætte de største aftryk i de tekster, der skaber EUs politik.
Derfor er kravet om mere åbenhed og bedre registrering ikke opstået til den aktuelle EP-valgkamp. Det har lydt længe. Transparency International foreslog eksempelvis i 2013 at borgerne skulle kunne følge lobbyisternes "fodspor" i alle EU-beslutninger.
Kravet om obligatorisk registrering af alle lobbyister er oppe igen til valgkampen. Og i dag lancerede Margrete Auken (SF) så sit krav til alle danske MEPer i det nye parlament - offentliggør alle kontakter og besøg!
Forslaget afvises af Venstre - og det følger partiets holdning i den danske lobbydebat. Venstre vil ikke kigges over skulderen. Det er et princip.
Konsekvensen bliver at Margrete Auken må følge Benny Engelbrechts eksempel og føre sine egne lister - men det er bare den danske afdeling af EUs debat om lobbyismen.
Resten af Bruxelles må fortsætte diskussionen om lobbyismen, hen over øllen på Place de Luxembourg og til grillfesten hos den flinke lobbyist fra slagterierne.
Der er masser af magt i den europæiske hovedstad. Men der er kun demokrati, hvis lobbyisterne inspirerer - og ikke dikterer.