Vækstplan til landdistrikterne: Bedre net og færre faldefærdige huse

I rækken af forårets vækstinitiativer er regeringen nået til landdistrikterne.

Det er landdistrikternes tur til byfornyelse, lyder det fra regeringen. Billedet her er fra Vester Hæssinge. (Foto: © Thomas Dinsen DR Fyn)

Krav til teleudbydere om bedre mobil- og bredbåndsdækning, flere penge til nedrivning af forladte og faldefærdige huse, forbedrede vilkår for at drive virksomhed og bosætte sig på landet.

Det er, forklarer by- og boligminister Carsten Hansen (S), regeringens håndsrækning af en vækstplan for yderområderne, der lanceres i dag.

- Det er en temmelig omfattende pakke, som svarer på en del af de udfordringer, som er i vores landdistrikter, siger Carsten Hansen til DR Nyheder.

Byfornyelse på landet

Regeringen håber, at en justering af planloven vil gøre det mere attraktivt at drive virksomheder i købstæderne og de mindre stationsbyer. Blandt andet ved at tillade større butikker i bymidterne.

- Og mulighed for at etablere internetvirksomheder i tiloversblevne bygninger i landdistrikterne, således at dagligvarehandlen svarer til det virkelighedsbillede, der er, siger by- og boligministeren.

Byggeretten udvides fra tre til fem år, og nedrivningspuljen udvides med 45 millioner kroner til de hårdest ramte kommuner.

- For det er landdistrikternes tur til at blive byfornyet og forskønnet, som Carsten Hansen siger.

Ønske fra Dansk Erhverv: Mere liv på kysten

Ifølge Dansk Erhverv er der ikke noget 'quick fix', hvad affolkningen af yderområderne angår. Men der er bestemt mulighed for at gøre mere for virksomhederne.

- Og nogle af de håndtag, der er værd at dreje på, er noget af det, der bliver set på i denne her sammenhæng, siger underdirektør i Dansk Erhverv Geert Laier Christensen.

Han nævner i udspillet muligheden for at drive eksempelvis en vognmandsforretning i et nedlagt landbrug eller styrkelse af turismeerhvervet.

Dansk Erhverv efterlyser imidlertid mere kystturisme.

- For der er vi jo virkelig i konkurrence med udlandet. Det drejer sig selvfølgelig om at få en god balance mellem at få nogle aktiviteter og noget liv, og at vi samtidig bevarer de flotte strande, som vi har i dag, siger Geert Laier Christensen.

Regeringen vil med planen desuden forbedre mobil- og bredbåndsdækningen i yderområderne. Det lovede man ganske vist allerede i december med en vækstplan for digitalisering. Men der sker med erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsens (S) ord 'hele tiden noget'.

Hvad er det nye?

- Det er, at nu stiller vi nogle direkte krav til, at hver eneste gang, vi skal have en ny auktion op om de frekvenser, vi benytter (til mobil- og bredbåndsforbindelse, red.), så skal de ti procent dårligst dækkede områder i Danmark dækkes ind, siger erhvervsministeren til DR Nyheder.

Og lige netop en bedre mobil- og bredbåndsdækning er altafgørende, hvis man vil tiltrække familier og virksomheder til yderområderne, siger Dorthe Winther, formand for Sammenslutningen af Danske Småøer:

- Vi ser folk, der kommer og gerne vil flytte ud til os, og så lægger de børnenes ipad, computere og mobiltelefoner og siger, at her kan de ikke bo, for her kan de simpelt hen ikke komme i kontakt med omverdenen.

Af vigtige tiltag for yderområderne fremhæver formanden for småøerne desuden en allerede vedtaget nedsættelse af takster for færgernes godstransport.

Regeringen præsenterede onsdag vækstinitiativer for erhvervslivet. Næste i rækken er ifølge Dr Nyheder oplysninger iværksætterne.